Turen går til Vigersted - en gammel by på Midtsjælland.
Voksenklubben – hvad er det?
Fortællinger og tilbageblik vækker mange minder.
Alle har vi i vores fortid personligt og i familien oplevet stort og småt, og det kan være berigende at fortælle om det – måske især til vores egne børn, der kan finde på at stille os spørgsmålet: ”Hvor kommer jeg fra?” ”Hvem er min slægt?”
I alle historiebøger kan vi læse om den øverste del af samfundet: Kongens og adelens historier, men den almindelige befolknings historie er ligeså vigtig. Den er fundamentet i vores samfund. Deres erindringer er særdeles værdifulde at kende og fastholde.
Det forstod Tulle Olsen, som tilbage i 1979 skabte Voksenklubben, som bl.a. skulle beskæftige sig med – som hun skrev – aktiv lokalhistorie, hvor vi skal fortælle om vores sogn og dermed os selv.
Hun grundlagde det store projekt, som vi nu viderefører. Rigtig mange beboere i og omkring Vigersted fik hun til at skrive om deres liv. Alle spændende fortællinger.
Desværre nåede Tulle ikke at se sit projekt blive gjort færdig, men hun lagde grunden for os, som er her i dag.
Gennem mange år stod Voksenklubben også for maden, når der blev spillet dilettant. Det har andre i dag overtaget.
Når vi i dag stadig hver 14. dag mødes i Voksenklubben fortsætter vi hendes arbejde, men vores møder betyder også, at vi simpelthen hygger os med hinanden, får gode, spændende samtaler om, hvad vi hver især går rundt og tænker på og måske netop nu beskæftiger os med. Stort og småt bliver berørt. Vi hygger os, og varme venskaber opstår helt enkelt.
Alle er særdeles velkomne. Det vil glæde os meget, hvis jeres vej falder forbi.
Hver 14. dag om mandagen mødes vi i sognestuen her i forsamlingshuset kl. 14.30 til kl. 16.30 i alle de lige uger.
Kaffe eller te ta’r man selv med, og det koster ikke en øre at være medlem.
Hver gang begynder vi mødet med en sang.
Vi slutter også med en sang.
Tekst: Ingrid Danielsen.
Teksterne på Voksenklubbens sider er ord for ord
og bogstav for bogstav identiske med de øjenvidneskildringer,
som tidligere medlemmer af voksenklubben har skrevet i Tulle Olsens bog.
For læsbarhedens skyld er der nogle steder indsat ekstra afstand mellem linjerne.
Der er her tale om øjenvidneskildringer og dermed primære historiske kilder.
Vigersted Voksenklub
Copyright© Alle rettigheder forbeholdes.