Carl Gustavs tropper er landet.

Den 4. april 1878 kunne man i Sjællandsposten læse følgende:

”Sjældent fund. I Snekkerup Skov, Osted Sogn gjorde gartner og husmand Niels Sørensen næstsidste fredag eftermiddag et sjældent fund, idet han ved en gravning i skovbunden omtrent ved overfladen af jorden fandt 26 sølvmønter, som var af lignende størrelse som vore gamle specier. (red: større sølvmønt på 29 gram, heraf 26 gram rent sølv). Med undtagelse af en enkelt mønt, som hidrørte fra Christian den 4des tid, bar de tysk inskription. Den ældste bar årstallet 1590 og den yngste 1635. Endvidere opdagede man ved yderligere gravning 3 sølvspiseskeer af meget gammelt snit, og disse såvel som mønterne var ubeskadigede. Den samlede vægt af fundet udgjorde ca. 2 pund. Det hedder, at et sølvbæger for et års tid siden skal være fundet omtrent på samme sted. Finderen agter at indsende fundet til museet i København.”

Dette er facts. Hvordan og hvorfor skatten er havnet her, kan vi kun gisne om. Her er et bud.

I januar februar 1658 besatte svenskerne det meste af Danmark, og de tog den berømte tur over et dybfrossent Store Bælt og stod pludselig foran den danske hovedstad, som mirakuløst modstod stormen og kostede svenskerne store tab. Under de heftige kampe var Midtsjællands bønder, herunder dem i Vigersted, tvunget til at forsørge de svenske styrker. Der var mange lejetropper med, og det var normalt, at plyndringer var en del af deres løn. Det er ikke noget under, at nogle mennesker valgte at skjule deres værdier. Således kan dette sølvfund være havnet i Snekkerupskoven. Det blev aldrig afhentet igen, hvilket varsler ilde for ejerens skæbne.

Nu dykker vi ned i tiden og møder Vilhelm på 8 år.

I året 1658 på den 11. februar sad en lille bange dreng skjult i laden på en gård i Vigersted. Svensken var kommet. De var draget ind på hans fars gård. De ville have mad og øl. De råbte så højt. Nogle af dem virkede allerede, som om de havde fået en masse af drikke. De var røde i hovederne og grinede lige så højt som karlene, når far holdt høstfest. Mor prøvede at opfylde deres ønske om mad og drikke. Hun havde sagt til pigerne og søstrene, at de skulle holde sig væk. Det sagde hun allerede, da rytterne kunne ses på toppen af bakken. Faderen var løbet op i skoven med en krukke i hænderne. Vilhelm vidste godt, hvad der var i den. Han havde set far hælde alle sine penge i den i forgårs. ”Den forsvinder ude i hestevænget, hvis de kommer,” havde han sagt til moderen. Vilhelm vidste godt, hvad faderen skulle, men han kunne ikke forstå, hvordan han kunne løbe sin vej og lade moderen alene tilbage. Karlene var blevet tilbage, selvom Vilhelm godt kunne se, at de var bange. Særlig Svend så bange ud. Han svedte og øjnene flakkede.

Karlene stod på gårdspladsen, da rytterne svingede ind ad porten. Officererne blev siddende højt til hest, mens de menige ryttersoldater sprang af og kaldte på karlene. Gik det for langsomt med at komme hen til hestene, som de åbenbart skulle holde, blev sablerne trukket. Svend fik sågar draget sig et hug med den flade side, så det klaskede. Svends hyl blev modtaget med en grov, drukken latter fra soldaterne. Så gik det stærkt for de andre karle. De sprang villigt til og holdt hestene. Også officerernes, da de endelig sad af og beordrede moderen til at stille frem på bordene.” Hvor var husbonden henne?” spurgte de. Moderen sagde, at han var i marken for at bedømme såtidspunkt. Det var alt for tidligt, vidste Vilhelm, men måske var der ikke bønder blandt de svenske, eller også forstod de ikke dansk.

Officererne forsvandt ind i køkkenet. De menige dragoner gik på jagt i stalden og i hønsehuset. En kom med en håndfuld høns, som han vred halsen om på. Fra stalden lød der skud. Karlene stod ved de heste, de skulle holde. Pludselig stak Svend i løb. Da soldaterne så det, grinede de og holdt skydeøvelse, indtil Svend lå stille lige uden for porten.

Vilhelm blev liggende i laden til næste morgen. Det var ikke søvnen, der hjalp ham igennem natten.

Da han vovede sig ud på gårdspladsen, så han far ligge på brostenene. Sølvskatten ville ikke blive hentet hjem.

Da han gik ind i køkkenet, sad hans mor og stirrede tomt ud i luften. Sidsel, hans ældste søster, sad ved siden af hende og holdt hendes hånd. Ingen af dem kiggede op. Ingen af dem sagde noget.

I maj 1676 marcherede Vilhelm sammen med sine soldaterkammerater ind på en mindre gård i Hemse på Gotland. Øen var besat af danske tropper, nu skulle de finde noget at spise.