Snekkerup.

Navnet Snekkerup tyder på, at byen er fra vikingetiden. Endelsen –rup vidner om dette. Og en snekke er en type vikingeskib. Hvilket passer godt sammen med teorien om, at der på Midtsjælland tidligere var en vandfærdselsåre. Netop ved Snekkerup har der ligget en sø med åforbindelse via Stængebækken til Vigersdals Å,   – og så har vi forbindelsen til Skælskør, hvor den ringstedske ledingsgflåde skulle mødes med resten af flåden.


Helt op i 1800-tallet var Snekkerup den største bebyggelse i det senere Vigersted Sogn


Karetmagerens hus.

I selve Snekkerup på Snekkerupvej 76 ligger karetmagerens hus. Legenden siger, at karetmageren en gang imellem kommer frem og går hen til det sted, hvor han har udsyn til Vigersted, for at se om alt foregår rigtigt. Han gik dog kun igen i 10 år, hvilket svarer til det tidsrum, han boede på plejehjem. Han døde i sit gamle hjem.


Skrædderens Hus

Ved siden af i nummer 74 ligger skrædderens hus. Skrædderen havde kun et ben. Det andet mistede han i de slesvigske krige. Svenstrup gods hjalp ham til at lære skrædderfaget, og har sikkert holdt gang i leveringen af ordrer, så han kunne brødføde sin familie og sig selv. Det tyder på, at han har været en skattet medarbejder på godset. En skræddersaks skal angiveligt være fundet på den gamle mødding. Og det vidner om, at herren på Svenstrup har haft gode intentioner over for flittige medarbejdere. Hvordan skrædderen har reageret, da han givet er blevet ramt af PTSD, kan man kun gisne om.


Da soldaterne fra den slagne hær kom hjem, måtte de mange steder – især i byerne – holde sig fra gaderne om dagen. Befolkningen var lamslået over nederlaget og de nationalliberale rasede. Der meldes om episoder, hvor der blev spyttet på soldaterne, og mange blev truet. På landet var man glad, når bare deres elskede kom hjem igen.

Læs mere her.


Udvandring

I slutningen af 1800tallet boede husmand Hans Hansen i Snekkerup med sin kone og 11 børn. Han lod sig lokke af historierne om USA, hvor jord og guld var nemt tilgængeligt. Han udvandrede med hele familien. Købte billetter til Atlanterhavsdamperen Tingvalla og læssede sin familie i kærren inden turen gik til København. Billetten blev købt hos Alfred Mortensen, der var en hæderlig og respektabel agent, som hjalp folk til USA. Han vendte senere hjem til Ringsted, hvor han byggede Børsen, som bolig til sig selv. I øvrigt var han en driftig erhvervsmand, der bl.a. satte gang i et bryggeri og fik bygget mange arbejderboliger i Ringsted.


Hellig Kors Marked.

Helt tilbage i 1500tallet blev der afholdt et velbesøgt marked i Snekkerup hvert år. Hellig kors marked i tiden omkring 14. september. Det gav grobund for en noget større by end den, der ligger nu.

Frederik den anden besluttede i 1575 at markeder skulle ind til nærmeste købstad. Det burde så være Ringsted, men her var der i forvejen 3 store markeder. Sct. Hans Marked, Augustmarked (Sct Laurentius) og St. Dionysos marked i oktober. Derfor besluttede han i stedet at give rettighederne til at holde Hellig Kors Marked til Køge. Der er sikkert blevet strikket mange intriger sammen for at dette kom til at ske. Dertil kommer, at Køge på det tidspunkt har været ramt af såvel krige som sygdomsepidemier.


Ærtebjergskoven.

Hvis man kører ud af Langelinje kommer man til tomten af det gamle teglværk i Ærtebjergskoven. Her var ansat mange mennesker fra egnen. I Ærtebjergskoven blev der i 20erne og 30erne afholdt pinsefester, hvor ungdommen dansede og festede til den lyse morgen. Overskuddet fra disse fester gik til de fattige i sognet.


I Ærtebjergskoven fandt en skovarbejder i starten af 1900-tallet en større sølvskat fra svenskekrigenes tid.