11 År og 9 Måneder.

 Banebetjent Jensen sad og kiggede ud over markerne ved Ortved Station.

Det var hans måde, når noget gik ham på. Fruen havde for længst accepteret, at det skulle der til.

Det var den 14. maj 1936.

Sikke et gigantisk spild af penge! 30 millioner smidt ud af vinduet.

For 11 år og 9 måneder siden var han og konen flyttet ind i stationsbygningen i Ortved. Mange var begejstrede for den nye Sjællandske Midtbane. Den skulle bringe gode tider til landområder, der før havde været udkantsdanmark. Ligesom det var sket overalt i landet.

Der var godt nok kritiske røster mod jernbanen i hovedstaden. Københavneriet var - som altid - bange for at miste indflydelse og penge.

Da Midtbanen skulle skære sig vej fra Næstved til Helsingør uden om København, var det lige, hvad der var lagt op til.

Nu var det lykkedes kritikerne at stoppe projektet, inden det overhovedet var fuldendt. Frederikssund blev sidste station.

11 år og ni måneders arbejde blev smidt i skraldespanden på grund af politikeres uenighed og pengemænds intriger. Det var det sædvanlige.

Der var demokrati i Danmark. Alle er lige, blev det påstået. Men nogle var alligevel mere lige end andre.

Nu så man i hvert fald, at alle dem, der havde arbejdet ved banen, røg ud i uvished og arbejdsløshed.

Nå, det skulle nok gå. De fleste ville få andet arbejde. Evnen til at få livet til at gå videre trivedes hos almindelige mennesker i Danmark. Det var mest de store, der peb. Så bange var de for at tabe penge og magt.

Fru Jensen fnøs forarget, da brevet kom. Brevet om, at de nu skulle finde andet arbejde. Fruen følte sig snydt.

Fruen, som han spøgefuldt kaldte hende. Hun kunne ikke lide det, men han mente det. Som en æresfuld hæderstitel. Hvis ikke det var for hende…

Stationen i Ortved. Ha!

Måske skulle man hellere sige ” ved Ortved”.

Af uransagelige grunde var bygningen og baneføringen anbragt midt imellem de to hovedbyer i kommunen. Vigersted og Ortved. Onde tunger fortalte, at det var sognerødderne, der ikke kunne blive enige. Derfor havde DSB lavet en linjeføring midt imellem.

Det havde kostet en del vanskelighed, fordi sporet skulle føres over en bundløs mose.

Det var ikke en hel skridsikker løsning. Heller ikke billig.

Nu var det var midt i maj, og træerne var i fuld gang med at springe ud. Godt nok havde der lige været nattefrost. Heldigvis havde Jensen – belært af erfaringen – dækket sine kartofler til med nogle af de sække godset eller posten blev transporteret i. Han havde brugt dem på trods af fruens protester. De blev snavsede, når de skulle på jorden.

Og fruen kunne bestemt ikke lide snavs. Det kunne man se inde på stationen.

Der blev vasket og rengjort efter alle kunstens regler. Hun havde en gang arbejdet på sygehuset, så hun vidste noget om rengøring og smitte. Det var lidt vigtigt på en station. 2000 rejsende om året kunne godt sætte sine spor. Dertil kom posten og alle de andre gæster, som skulle hente gods, der var blevet sendt med toget.

Brevfordelingssted var de også. Eller rettere – det var fruen.

Jo, hun var en dygtig kvinde, tænkte banebetjenten.

Hun klarede billetterne, postbunkerne, rengøringen og meget andet. Hun var oven i købet blevet rost af DSB’s øverste ledelse.

Og fornemt besøg fra England havde de haft. Den fornemme jernbaneingeniør havde sagt en masse på engelsk, som de ikke forstod, og slutteligen havde han kysset fruen oven på hånden.

Jensen smålo ved erindringen. Hun var blevet helt rød i hovedet.

Men bagefter var der blevet vasket hænder. Få dage efter var den ekstra bonus kommet. 100 kr. for at passe godt på statens materiel. De røg ind på bogen.

Hun havde klaret lotterikollektionen, og hun sendte ungerne ud med ugebladene. Sparemærkerne tog hun sig af. Det var langt hen ad vejen hendes fortjeneste, at de levede ganske godt.

De brugte ikke mange penge, så der var da kommet en del på bogen. Selvom hun ikke blev aflønnet så godt som ham. Det var derfor DSB havde indført begrebet ”konestationer”. Så behøvede de ikke at aflønne en mand, for det arbejde, som en kvinde lige så godt kunne bestride. Halv pris.

De skulle bare vide… Fruen var i besiddelse af en muskelkraft, der nok kunne gøre en vindtør ingeniør misundelig. På dage, hvor han arbejdede på banen andre steder, var det hende, der stod for signalering og rangering om nødvendigt. Manuelt.

Men han havde da bidraget. Han passede frugt og urtehaven, der nød godt af den lerede jord fra roetransporterne. Personalet på toget holdt altid øje med haven. De afleverede bestillinger, og så kunne Jensen sætte varerne frem til næste gang, de kom forbi. Porrer, æbler, pærer, bær, kartofler.

Det gav et pænt tilskud til daglønnen. Derfor havde han heller ikke skrupler ved at ”låne” sækkene til værn mod nattefrosten.

Og han stod for at slå græsset på baneskråningerne. På akkord per meter. Særligt i tørketider var det vigtigt. Både damp- og benzinlokomotiver kunne kaste gnister af sig. En lille gnist kunne afstedkomme en stor brand. Han var en af områdets bedste til at slå med le.

Kun Christian Andersen fra Jystrup var hurtigere. Men som Jensen sagde til sig selv: ”Det haster vel ikke mere end det javer”.

Lidt misundelig var han nu alligevel.

Elve år og ni måneder. Nu var det slut. I morgen skulle det sidste tog køre.

Brevet var kommet omkring juletid. 15. maj 1936 var de ikke længere statsansatte.

Den Sjællandske Midtbane var aldrig blevet den succes, som nogen havde håbet.

Nå, men det var ikke deres skyld.

Jensen sukkede. Der skulle findes noget andet at lave. Indtil videre kunne de blive boende. Nu skulle de bare betale for det. Og fruen kunne vel fortsat tjene en skilling ved alt det andet, der ikke havde med banen at gøre. Postfordelingen skulle dog tilbage til det gamle Ortved.

Måske kunne han arbejde på den store kødfoderfabrik Kambas, der lige var åbnet? Det var da tæt på. Gad vide, hvad fruen ville sige til det? Når vinden var i vest, lugtede der ikke så godt.

Der var vist også noget med et fjerkræsslagteri i Egemosen. Måske skulle de bruge folk?

Ellers kunne han måske køre som chauffør på en af de mange vognmandsruter, der havde været medvirkende til, at Midtbanen gik ned. Kørekort havde han da.

Nu ville han gå ind til fruen. Der var nok en besked, om at toget var forsinket. Det var det altid. Mere eller mindre. Mest, når Laurits i Bøstofte havde bestilt foderstoffer. Så kom toget ikke forbi hans gård uden, at Laurits havde stoppet toget og egenhændigt læsset varerne af. Nogle gange skulle han lige have en snak med lokomotivføreren. En af dem var hans fætter.

Hvad mon fætteren ville gøre nu? Laurits skulle nok hitte på en løsning. Han havde vist en anden fætter, der var vognmand.

Han så fruen lægge telefonrøret på, da han kom ind.

””Det var Kristian Hansen”.

”Nå, hvad ville han?

”Det sædvanlige. Om det er damp eller benzin i dag.”!

Jensen grinede. Fruens efterligning af Kristians forurettede stemme ramte lige på en prik.

”Så han skal ikke med toget.”

”Nå, så blev det ikke damp i dag. ”

Nu skulle Kristian Hansen finde noget andet at brokke sig over. Det blev sikkert ikke svært for ham. Han var et af disse evigt kværulerende mennesker. Intet var godt nok.

”Kommer det til tiden?”

”Vent du bare en halv times tid med at sænke bommen.”

”Hvad er der nu sket?”

”Det er gået i stykker. De der motorvogne er lavet helt forkert. Et tog er et tog og et automobil er et automobil. Det kan ikke nytte noget at blande det sammen”

”Er det et af dem, der er lavet i Odense?”

”Ja.”

”Om jeg forstår hvorfor en automobilfabrik skal lave tog.”

Når fruen var i det humør, var det bedst at give hende ret. Han prøvede at lægge lidt på.

”De fynboer er helt utilregnelige. Man kan ikke stole på dem. De er ligesom italienere.”

”Som om du kender nogle italienere.”

”Jeg sætter mig lige.”

”Tag støvlerne af!”

Med et lunt smil trak Jensen støvlerne af. Renlighed var ikke at foragte, og han kiggede sig omkring med en vis stolthed.

Det havde været gode år. De skulle nok klare sig. De havde da hinanden.

Og om lidt ville kaffen være klar.

Så meget vidste han efter elve år og 9 måneder.