Antons lille oprør.

Mandag den 9. februar 1835 var Antons store dag. Han var blevet valgt til at være Kong Forår. Det betød, at det var ham, der skulle på hesten og jage Kong Vinter på flugt. Resultatet var givet på forhånd.

Rasmus, som var karl på nabogården, skulle som Kong Vinter tage flugten på slutningen af dagen, men først skulle de besøge gårdene i Vigersted, Snekkerup, Ågerup og Ortved. Senere skulle der så være fastelavnsgilde på Overdrevskroen.

Antons mor, Kirstine, var meget stolt af ham, og hun undlod ikke at hovere over for naboerne. Selvfølgelig var det da Anton, der skulle være foråret. Han var jo klart den stærkeste, smukkeste og klogeste af karlene. ”Og så må du sørge for at løbe Ane Mikkelsdatter op, hvis Peder Vært på kroen sætter fastelavnsløbet op.”

Anton syntes ikke Ane var noget særligt, men han var vant til at gøre som Kirstine ønskede, ligesom hans far var.

Antons små søskende så beundrende på ham, da han, udklædt som Kong Forår med bånd om arme og ben og grene i håret, steg til hest. De måtte vente, til de kom til skelsår med at fejre fastelavn. De glædede sig allerede.

Optoget bestod af 22 karle. Humøret var højt, da de satte af sted. Og det blev ikke mindre af, at de blev flittigt beskænket på gårdene. Vognen med madvarerne til aftenens gilde blev snart fyldt op. Der var stor iver for at vise, hvad gården kunne formå.

Nu nærmede de sig Poul Hesteslagter. Poul havde påtaget sig hvervet med at skaffe bønderne af med deres udslidte heste. Og han fjernede også de selvdøde dyr. Rygterne sagde, at han omdannede en del af disse dyr til pølser, som han solgte i Ringsted. Nok gjorde han et nyttigt stykke arbejde, men respekteret var han ikke. Han stod udenfor porten og vinkede muntert til dem. ”Velkommen” råbte han. ”Vi har noget godt parat til jer.” Rasmus kiggede på de andre, som blev noget forlegne. Så red han hen til Poul og sagde: ”Ellers tak. Vi spiser ikke hest.” Karlene brølede af grin, da Pouls ansigt pludselig krakelerede og smilet forlod ham som dug for solen.”Farvel, Hestepoul. Vi tør slet ikke ride hestene ind ad din port. Vi risikerer at komme til at ride på pølser.”

På Mikkel Mikkelsens gård ventede storbonden og hans familie også på dem. De fik skænket op i glassene og Rasmus og Anton sprang af hestene for at lave den traditionelle kamp, hvor Foråret skulle bekæmpe Vinteren og jage kulden på flugt. Her gik det galt for Anton. Hans højre fod gled, og han styrtede til jorden, samtidig med at Rasmus slog efter ham med sin stok. Stokken traf ham i panden, og han måtte blive liggende for at sunde sig. Mikkel lo larmende, mens Ane fniste overlegent. ”Vi må ikke håbe, det spår ilde om sommeren og høsten”, sagde Mikkel.” Måske skulle du også spare lidt på de våde varer.” Trods uheldet var der ikke hårde ord mellem Rasmus og Anton. Anton vidste, at det var et uheld.

Til slut endte de på Overdrevskroen, hvor maden blev bragt ind i køkkenet, og Peder kunne tage fat på tilberedningen. Der var mad til flere dage, og Peder så muligheden for at strække festlighederne over et par dage og dermed øge omsætningen. Om aftenen kom mange unge til kroen, hvor spillemænd spillede op til dans. Sent på aftenen æggede Peder de unge til et fastelavnsløb.” Men det er jo nok for koldt til, at I tør. Næh, da jeg var ung, da kunne vi klare mosten”. Han kiggede listigt på dem. Rasmus tog over. ”Jeg er ikke bange for lidt frost. Og jeg tænker heller ikke, vi skal løbe så langt. Piger løber ikke så hurtigt.” Der lød højlydte protester fra pigerne, og inden længe stod der 10 piger, der var parate til kapløbet. Der skulle løbes rundt om kroens lade og nedover marken, hvor hestevognene fra København stod, når der var mange handelsmænd på farten. Pigerne satte i gang og Peder talte til 5, før han lod karlene løbe.

Om det var en øm ankel eller fuldt overlæg, så var det Rasmus, der løb Ane op. Anton nåede Vilhelmine kokkepige fra kroen, lige inden hun nåede i mål. Nogle sagde, at hun sagtnede farten med vilje. Flere af karlene måtte lide den tort, at pigerne spænede fra dem.

Rygterne om Vilhelmine og Anton nåede Kirstine, før Anton fik sagt noget. Hendes raseri var til at høre. Rygterne overhalede også hende, og det var en svær tur til kirke næste søndag. Hun syntes, hun kunne se hoverende udtryk i nabokonernes ansigter.

H. C. Andersen

Fastelavnsvise.

Her flammer Glædens Kjerte,

Viin er på Bordet sat,

Thi rask slaa af dit hjerte

Hver Sorgens Marekat!

Ved hvert et Glas vi drikke,

Faar den et dygtigt Slag;

Ja, følg de gamle Skikke,

Slaa Katten af i dag!

Til Hest, til Hest i Aften!

Flyv bort fra Sorg og Savn!

Vi vil på Druesaften

Stolt ride Fastelavn,

Ei spørge saa om resten!

Det er jo Carneval!

fald bare ei af Hesten,

Gjør den sig lidt for gal!