På en kølig efterårsmorgen i oktober 1918 kan følgende situation have udspillet sig i Vigersted:

Det var tidligt om morgenen. Det var efterår. Der var meget koldt i huset. De sidste brændestykker var brugt. Det måtte blive kold mad i dag. Hvis ikke….

 Marie og Mads sneg sig tidligt ud af døren. Mor ville blive rasende, hvis hun vidste, hvor de skulle hen. Det var Marie, der havde fået det at vide fra de andre. Fattiggårdens unger. De kunne fortælle, at de næsten hver nat var ved banen. De gik ud til Fjællebro og gik så langs jernbanediget. Der kunne de nogle gange sanke en hel spandfuld kul. Kullet var blevet så dyrt, at det kun var meget få, der havde råd til at købe det. Når det dampdrevne tog kørte, gik det nogle gange så stærkt, at fyrbøderen tabte en skovlfuld, eller den røg ved siden af. Det var dette slaraffenland med masser af kul, som de to børn ville besøge. Brændsel var som sagt blevet meget dyrt, og det gjorde det ikke bedre, at deres storebror Anton var i Tune for at grave skyttegrave. Hans løn var ikke mærkbar. Krigen var skyld i det.

Mor havde beklaget sig over tørvene. Hun var ikke meget for at fyre med dem. Den stank, der bredte sig i huset, var også noget nær ulidelig.

Marie og Mads nærmede sig banelegemet. ”Har du husket spanden?”, spurgte Marie. ”Hvad regner du mig for?”, svarede Mads. I det fjerne kunne man høre et tog komme kørende. Det var stadig halvmørkt. Da lokomotivet hvæsende passerede de to børn, kunne de se lokomotivføreren og fyrbøderen i arbejde.  Og så skete det. Lige da toget var passeret kunne børnene se, at der faldt noget ud af lokomotivet. ”Skynd dig”, sagde Marie og løb hen til stedet. Mads fulgte efter med den store spand i armene. Der lå kul. Om der gjorde. Det havde været en stor skovl. Febrilsk puttede børnene kul i spanden. Efterhånden antog deres hænder og ansigt en kulør, der gjorde dem næsten usynlige i mørket. De vidste, at de skulle være hurtige. Fattiggårdens unger kunne være ubehagelige, hvis de følte deres territorium invaderet. Banebetjentene ville også snart komme forbi for at lede efter det sorte guld. De betragtede det som en del af deres løn.

Spanden blev fyldt, og stakkels Mads måtte arbejde for føden. Den var så tung, at han til Maries store ærgrelse måtte holde pause for hver 100 meter. På vejen hjem måtte de en enkelt gang skjule sig i krattet. Lydene, der havde skræmt dem, viste sig dog at stamme fra et rådyr.

”Tror du vi kommer for sent i skole?”, spurgte Mads. ”Jeg tror slet ikke, der bliver skole i dag,” svarede Marie. Førstelærer Hjælm Hansen havde hostet grimt de sidste dage. I går tørrede han sig hele tiden med en klud. Mens børnene øvede sig i at skrive, havde læreren siddet med lukkede øjne. Han var blevet meget tyndhåret på det sidste.

Da Mads og Marie kom hjem, blev de mødt af en rasende mor. Hvordan var de blevet så snavsede? Hvor kunne det falde dem ind at gå ud midt om natten?

Hendes humør steg en del, da hun så kulspanden fyldt op. I dag skulle tørvestanken ikke fylde hendes køkken.

Om Marie og Mads kom på flere natlige ture ved vi ikke. Men de fik masser af tid til det. Skolen blev lukket, da læreren døde. Folk holdt sig for sig selv af frygt for smitten.

Sultne var de tit. Far havde anskaffet nogle dåser fra ”Jensens Gullaschfabrik” i Roskilde. Men så sultne var de alligevel ikke.

Læs om Hjelm Hansens familie på Petras Krønike.

Hårde tider.

Varmekilder og skolefri.

Facts:

Under 1. Verdenskrig 1914-18 var Danmark neutralt. Det betød ikke, at krigen var umærkelig for befolkningen. En sikringsstyrke på 56.000 mand blev indkaldt for det tilfælde, at Tyskland eller Storbritannien skulle finde på at invadere landet. Det betød, at de fleste unge mænd var aktiverede med at grave skyttegrave. Især Tunestillingen var fyldt op, men også på Ringsted Kaserne blev der gravet – og dækket til igen.

Der opstod vareknaphed. Priserne steg. I gennemsnit 85 %. På brændsel steg prisen 175 %. Det betød at tørveproduktionen blev sat i gang og havde gyldne tider. På en sæson kunne man lave 4 portioner tørv. Hvis man ikke var for kritisk med tørringen kunne man nå 5.

For fattigfolk var det en hård tid. For nogle smarte forretningsfolk var det en guldgrube. Danmark kunne sælge kødprodukter til begge stridende parter. Mest berygtet er gullaschbaronerne, der var meget kreative med dåsernes indhold.

I krigens sidste år udbrød en verdensomspændende pandemi:”Den spanske Syge”. Den resulterede i, at omkring 50 millioner mennesker over hele verden bukkede under. I Danmark døde et sted mellem 14.000 og 17.000 mennesker af sygdommen. Sygdommen ramte fortrinsvis unge mennesker mellem 20 og 40 år. Symptomerne var høj feber, betændelsestilstand i organer og hårtab. Kroppens immunforsvar blev overophedet og bidrog til at slå patienten ihjel. I Vigersted blev folk også ramt.