Maj 1945 - et sted på Sjællland.

Det kom ikke som en overraskelse, at tyskerne den 4. maj 1945 kapitulerede og nedlagde våbnene. Budskabet nåede ud kl. 20.36, da BBC leverede den længe ventede nyhed. Der havde været tegn til, at slutningen var umiddelbart forestående. Da det hele var ovre, fik de tyske soldater i Danmark at vide, at de skulle gå hjem. Køretøjer og brændstof skulle bruges til genopbygningen af landet. De, der havde regnet med at tage krigsbytte med hjem fra Danmark måtte snart sande, at de kom absolut tomhændede hjem.

Den danske befolkning var for de flestes vedkommende lettede over, at krigen var slut. Selvom Danmark - i modsætning til så mange andre besatte lande - slap forholdsvis billigt, så havde det ikke været rart med en fremmed magts besættelse. Andre havde travlt med at bedyre, at de da aldrig havde sympatiseret med besættelsesmagten. En del danskere havde mistet nogle af deres kære og havde derfor en hadefuld indstilling overfor tropperne. Andre kunne godt se, at de fleste af de soldater, der ved krigens afslutning var i landet, ikke havde meget til fælles med de fanatiske nazister, der tidligere havde drømt om verdensherredømmet.

Derfor var rejsen gennem Danmark en oplevelse med mange facetter. Og den blev ikke nemmere af, at rygterne sagde, at de skulle interneres, når de nåede grænsen i det sydlige Jylland.

De fleste af besættelsesmagtens tropper på Sjælland begyndte deres march i København. Da de havde tilbagelagt 50 km, var mange af deres ejendele endt i vejgrøften. De unge drenge langs vejen fandt et slaraffenland af spændende sager, som de samlede sammen og tog med hjem. Det vakte ikke altid jubel i hjemmet, at der pludselig lå tyskerhjelme i bunkevis i laden.

Meget endte derfor i mergelgrave og mosehuller, hvor man på den tid dumpede uønsket affald.

Følgende scene kan have udspillet sig ved rute 14.

De gik og gik. Gamle mænd uden tænder og unge drenge uden skæg. Nu skulle de hjem. Hjem til hvad? Hvad var der sket med familien? Hvad skulle de leve af? Var det russere eller amerikanere, der besad magten i deres hjemstavn? De håbede alle, at konen, kæresten, moderen, søsteren stadig var i live og i stand til at tage imod. Lige nu traskede de af sted i lange, uregelmæssige kolonner. Så langt fra herrefolkets velordnede militærmaskine, der 5 år tidligere skræmte folk væk fra veje og gader. De ville helst være blevet hjemme. Men til sidst manglede Hitler kanonføde. Så nu var det en broget flok, der stod som tabere. Der var langt til Tyskland på gåben. Alligevel var der lettelse at spore i ansigterne. Det var slut. De skulle ikke længere kæmpe for en sindsforvirret og rystende olding, der havde sat nykker i hovedet på så mange tyskere.

Sultne var de. Sølle var de.

Nu stod folk og kiggede efter dem. Nogle med had i blikket. Mange havde mistet slægtninge eller venner. De var lige kommet igennem en by. Det var en lang by. Her havde en gruppe unge mænd råbt efter dem, og spytklatter klæbede sig til deres uniformsfrakker. Nu kom de, efter at have passeret en åben strækning og en lille skov, til en lille samling huse. Der var folk ved vejen. Nogle ignorerede dem, andre kiggede nysgerrigt. To af det slagne herrefolk skilte sig ud. En gammel mand tæt på 70 år og en ung dreng, der knap var konfirmeret. Den gamle var tydeligt udmattet, den unge havde overtaget hans rygsæk og bar således for to. Noget havde de smidt i vejgrøften for at vægten ikke skulle trætte dem yderligere. Det var bl.a. sket med deres karakteristiske hjelme, som de ikke regnede med at få brug for igen.

En lille pige stod ved vejkanten med sin far i hånden. Hun forstod ikke helt, hvad der skete. Med store øjne fulgte hun de vandrende med blikket. Da den unge dreng var ud for dem, fangede hun hans blik. Han stoppede op.. Den gamle bemærkede det ikke i første omgang. Først da den unge talte, gik han i stå.

”Fräulein – können Sie bitte… ein bischen Essen….Ich habe hunger…er hat hunger…”

”Far, hvad siger de?”

”De er sultne.”

”Jamen far. Skal vi så ikke … mor har lavet en masse suppe”

”Det er tyskere”.

”Er der langt til Tyskland?”

Faderen stod tavs. Man kunne se tvivlen brede sig i hans ansigt. Beslutsomheden dukkede op og ændrede udtrykket. Han gav tegn til, at de vandrende skulle sætte sig ned og vente. Så drejede han om og gik hjem. Lidt efter vendte han sammen med moderen tilbage med en trækvogn, hvorpå der stod en mælkejunge og en stor suppegryde. Han pegede på den unge mands feltbestik. Hurtigt blev det pakket ud, sammen med den gamle mands. Suppe blev hældt op, kruset fyldtes af mælk. Snart var der kø ved trækvognen. Mange år fremover huskede den lille pige lyden af jungelåget, når faderen delte ud af mælken.

En ung karl, der havde bemærket køen, nærmede sig.

”Hvad fanden? Giver I de svin mad? De er fjender. De har udsultet os i 5 år. De fortjener at dø. Hvis jeg havde et maskingevær her, så skulle de sateme få.”

Faderen betragtede ham koldt.

”Du kan vel se, at det er mennesker i nød. Og når mennesker er i nød, så hjælpe vi dem i vores familie. De her mennesker er ikke soldater. Det er mennesker. Hvem er du, der tror, du kan dømme andre og synes, du har ret til det? Jeg tænker, din far har tjent godt på at sælge varer til besættelsesmagten. Hvad med din bror? Tog han ikke til østfronten? Jeg kan huske ham stå heilende i min forstue.”

Karlen mistede mælet for en stund. Så vendte han ryggen til og trampede fnysende væk. Optrinnet var ikke gået upåagtet hen. Moderen skrabede en sidste rest suppe op, og endnu en slagen kriger fik det taknemmelige blik i øjnene. Moderen mødte faderens blik.

Faderen lod sit vandre hen over tilskuerne, der tvivlrådige stod som saltstøtter. Så skete det. Som på tælling vendte de om på hælene og gik hjem.

Kort efter vendte de tilbage. Andre havde også kogt suppe. Nogle havde bagt ugens ration af brød. Atter andre havde bare en lille rest tilbage efter aftensmaden. Adskillige madpakker blev afleveret til de sultne. Den aften havde mange tyskere maven fyldt med mere, end de havde prøvet i lang tid.

Mange fik lov at sove i laderne rundt omkring, for selv om majnætter kan være milde, så fryser man tidligt om morgenen, hvis ikke man har tag over hovedet.

I den lille by ved hovedvejen huskede man i mange år den aften. Men efter stiltiende aftale, så talte man ikke om det. Der var sikkert mange, der, som den vrede karl, ikke ville kunne forstå det.

Den gamle og den unge talte heller ikke om det. De forstod ikke helt, hvad der var sket, men de forstod, at disse landboere betragtede dem som mennesker –. Måske var der alligevel håb for fremtiden.