Rasmus Smed, en konge og et vildsvin.

I bogen Svenstrup – Et sjællandsk gods` historie – fortæller Frits Heide, botaniker og historiker, om Rasmus Smed, hvis liv tog en bemærkelsesværdig drejning. Dengang var landsbyen Grønholt den største i området og Svenstrup blev på Frederik den Andens vegne indrettet til jagtslot for den meget jagtinteresserede konge. Der er beretning om, at kongen mindst to gange har været kortvarigt på slottet. Her er et bud på, hvad der kan være sket i foråret 1579.

Rasmus havde sin plads i landsbyen Grønholt mellem Ågerup og Svenstrupgård. Pladsen var klart defineret. Han var smed. Som hans far før ham og så videre. Rasmus var egentlig ret dygtig til sit arbejde, men hans tanker gik i stå, når han stod ved essen og hamrede på hesteskoene. Han havde det bedst, når han vandrede i skovene omkring Svenstrup. Så kom tankerne tilbage.

Han var gift med Ellen. Børn var de ikke blevet overvældet med. Han mente, hun var gold. Hun syntes, han var kold.

Nu stod han og kiggede over mod det store hus. Svenstrupgård. Man sagde, at det var kongens. Men han havde aldrig været der. Derimod havde man af og til set lensmanden fra Roskildegård. Lave Beck. Han aflagde besøg og red en tur i skoven. Han talte dyr og fulgtes af skovridderen Gert von Bremen, der altid var meget servil, når lensmanden var der. Ellers hersede han med alle – også Rasmus Smed. Nej, Rasmus kunne ikke lide ham.

På det sidste var Rasmus begyndt at drømme. Han havde sit udkomme som smed, han havde ingen børn, Ellen var altid sur, Gert hersede med ham. Var der ingen vej ud af det? Hvorfor skulle han stå sort i hovedet i smedjen, når Gert kunne ride rundt i skoven og bestemme? Hvorfor skulle han finde sig i at blive ålet af en sur kælling og en herskesyg opkomling?

Han trængte til at mærke skoven. Han gik bag ud af smedjen. Bad essedrengen om at holde gang i ilden. Luften var frisk og Rasmus nød den friske luft og lugten af frihed. De tunge skyer i hans hoved lettede og verden var ny. Han blev næsten glad.

På en sti i skoven så han to ryttere komme nærmere i skridtgang. Den ene var Gert von Bremen. Den anden var ukendt. Rasmus krøb sammen i krattet ved stien. Han burde være i smedjen. Han vidste hvad Gert mente.

Hestene blev pludselig urolige. Noget huserede i krattet. Ikke der hvor Rasmus sad, men på den anden side. En vildorne brød ud af krattet og blev sikkert lige så forskrækket som hestene. Gerts stejlede, så han havde svært ved at hænge fast, og så tog fanden ved den. Den løb. Den fremmedes hest stejlede ligeledes, rytteren blev kastet af og landede fladt på ryggen. Hesten var åbenbart bedre opdraget end Gerts. Den løb lidt væk, men opdagede så at vildsvinet for længst var over alle bjerge.

Rasmus brød ud af sit skjul og gik forsigtigt nærmere. Den fremmede gav sig af smerte. Hans øjne var lukkede, ansigtet forvrænget. Klædedragten antydede, at her var en mand, der var vant til at bestemme. Der var dog ikke megen værdighed over mudderpletterne og den smerteskabte klynken.

Da han åbnede øjnene, flakkede de.

”Hvem er du? ”spurgte han.

”Jeg er Rasmus Smed.”

”Hjælp mig op at sidde.” Det var klart for enhver, at smerterne i højre ben var store.

”Jeg skal bruge en hest.” Stemmen var forpint.

”Hesten står lige der. Jeg henter den”.

”Det er en en-mands hest. Ingen andre end jeg kan håndtere den.”

”Åh, lad os se.”

Hvis der var noget Rasmus kunne, så var det at håndtere heste. Det var et af få lyspunkter ved smedearbejdet, når han tog sig en snak med hestene. De forstod hinanden.

Rasmus nærmede sig småmumlende hesten, der spidsede øren. Rasmus rakte forsigtigt hånden frem. Hesten snusede venligt til den og puffede imødekommende. Rasmus tog i tømmen og trak forsigtigt og småmumlende dyret hen til den tilskadekomne. Hans ansigt var åbent i forbavselse.

”Nu skal du hjælpe mig op på hesten,” sagde den fremmede. Rasmus tænkte sig lidt om. En stor sten i nærheden blev overvejet som løsningen på problemet. Uden videre betænkningstid slog Rasmus armene om manden, løftede ham op og bar ham hen til stenen. Hesten fulgte nysgerrigt optrinnet. Det var ikke helt lydløst. Dels var smerterne i benet store, dels var manden ikke just underernæret, så Rasmus` anstrengelser var også hørlige.

”Rasmus Smed!! Hvad fanden tror du, at du laver?” Gert von Bremen havde åbenbart langt om længe fået styr på sin hest.

”Manden skal op på sin hest og benet er gået i stykker” Rasmus fortsatte uforstyrret sine anstrengelser.

”Ved du ikke, at du har at gøre med din konge?” Rasmus tøvede, men kun et kort øjeblik. ”Så meget mere grund er der til at få ham op på hesten igen. Konger sidder ikke på røven i mudder.”

Kongen præsterede et lille lattergrynt, hurtigt afløst af et smertensudbrud. Rasmus kravlede op på stenen, mens han mumlede til hesten, som velvilligt kom nærmere. Med en kraftanstrengelse fik Rasmus bakset kongen i sadlen, og lod sig så glide ned af stenen, mens han prøvede at få vejret igen. Gert var stadig arrig.

”Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke på plads i smedjen?” Gert blev afbrudt af en stemme, der havde genvundet lidt af værdigheden.

”Jeg synes nu, vi skal være glade for at smeden tog sig et lille afbræk. Jeg kan jo se, at man ikke altid kan regne med skovridderen.” Gert blev blåsort i ansigtet af raseri, men måtte bide det i sig. Gid fanden havde den forbaskede vildorne. Rasmus glædede sig ikke til næste møde med Gert.

De to ædle herrer red mod hovedgården. Rasmus satte kursen mod Grønholt. Lidet anede han, at denne begivenhed skulle ændre hans liv drastisk.

Juli 1579

Ellen gik surmulende over gårdpladsen med kurs mod hønsegården. Rasmus blev værre og værre. Aldrig sagde han et ord og bedst, som man skældte ud over hans træghed, kunne han finde på at vende ryggen til og gå.

Børn var der ikke kommet, godt det samme. Nu var der ikke mere at hente i sulekammeret, og hun ville finde en høne og kappe hovedet af den.

En klapren af hestehove varslede ankomsten af et par ryttere. Ellen så en fornem herre til hest på vejen. Han drejede ind til smeden. Fulgt af Gert von Bremen.

”Jeg skal tale med Rasmus Smed” Kommandotonen tålte ingen modsigelser. Ellen nejede underdanigt og flåede døren op til smedjen. Nu håbede hun bare, at han var der. Rasmus stak sit sodsværtede hoved ud. Gerts mimik udviste tydelig afsky.

”Rasmus Smed. Jeg har bud til dig fra lensmand Lave Beck i Roskilde. Og jeg vil bede skovridderen lytte godt efter. Kong Frederik har beordret, at Rasmus Smed herefterdags årligt skal aflønnes med 15 daler i penge, 30 pund mel, 30 pund malt, ½ tønde smør, 5 levende svin, 1 levende okse, ½ oksekrop, 10 levende får, 1 tønde sild, 1 tønde torsk, 1 fjerding gryn, 1 tønde salt, 20 læs hø, 20 læs halm, samt daglig en spand havre til sin hest.”

Ellen så umådelig uklog ud. Gert kunne ikke tale, uden at spyttet stod i kaskader om ham.Det var lige så meget, som han selv fik. Budbringeren så selv undrende ud. Han rullede skrivelsen sammen og rakte den til Rasmus, som virkede fuldstændig upåvirket.

”Hils kongen og sig tak.”

Den aften taltes der en del. På Svenstrupgård med store bogstaver og mange eder.

I Grønholt med stor undren og slet skjult misundelse.

Og i smedehuset undfangedes Rasmus` og Ellens første barn. Men her ender historien ikke.

August 1584

Rasmus passede stadig smedjen. Det daglige udkomme var på plads. De led ingen nød. Husholdningen var forøget med Frederik, Sofie og Anna. Ellen smilede af og til. Rasmus tillod sig at gå i skoven, og overlod smedjen til essedrengen, der nu var voksen. Han kunne det samme som Rasmus. Kun hestene ville Rasmus stadig gerne betjene selv.

6. august i dagningen stod Rasmus og strakte sig på gårdspladsen. En rytter nærmede sig i skridtgang. Rasmus kneb øjnene sammen og skyggede for solen. Han genkendte rytteren og sin plads. Han nærmede sig småmumlende hesten og tog fat i hovedtøjet.

Rytteren svang sig af sadlen. Han trak lidt på højre ben.

”Du snakker stadig med heste, Rasmus Smed. Jeg kom forbi for at høre, hvordan det går.”

”Takket være kongen godt,” svarede smeden, en anelse stakåndet. Dette var et møde, han havde drømt om.

”Du lyder lidt tøvende?” spurgte kongen. ”Er der noget der trykker?”

"Gert”, svarede Rasmus.

”Åh ja. Han er en skiderik. Jeg ved aldrig, hvor jeg har ham.” Der var stille et øjeblik.

”Far, far!”. Børnene kom stormende ud på gårdspladsen. De standsede brat op. Den fremmede var en meget stor mand.

”Hvad hedder I så, børn?” Børnene gemte sig bag deres far. Rasmus måtte være talerør.

”Drengen hedder Frederik”.

Kongen nikkede. ”Og pigen?” ”Pigen hedder Sofie.” Kongen smilede og nikkede.

”Og den lille?”

Rasmus tøvede. ”Anna”. En trækning i kongens ansigt. Så svang han sig i sadlen igen.

5 dage efter sad budbringeren fra Roskildegård igen i sin sadel hos smeden. Denne gang med en klækkelig lønforhøjelse, en udnævnelse til skovridder, en årlig hofklædning, samt tilbud om bolig på Svenstrupgård.

Ellen smilede nu næsten altid. Rasmus fik masser af frisk luft. Gert så de ikke mere.

Frederik døde i 1588, hvorefter en formynderregering overtog styret på vegne af Christian den 4. Som et resultat af sparekrav blev Rasmus afskediget i 1593, men allerede året efter var han på plads i skoven igen. Måske fordi enkedronning Sofie havde et væsentligt ord at skulle have sagt i formynderregeringen.

Er dette et udslag af et stræbende ungt menneskes ambitioner og handlinger? Eller er det et udtryk for, at verden styres af tilfældigheder? Nogle er heldige, fordi de er dygtige. Andre fordi de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Kommentarer

Hold nu op Torben. Jeg er hensat til historietimerne 60 - 69. Jeg havde en historielærer Alfred Johnsen, som fortalte på samme måde. Tak

En dejlig historie om hvordan livet var for mange år siden.