Skrivebordsgeneraler, tinsoldater og ansvarsforflyttelse

Her 100 år efter 1. verdenskrigs afslutning, har vi hørt en masse om spektakulære slag og hvorledes sønderjyske mænd måtte lade livet for en fremmed besættelsesmagt, som de ikke sympatiserede med. Det har været en tragisk og håbløs tid for de folk, der var direkte involveret i kamphandlingerne.

Det neutrale Danmark har ikke været så meget beskrevet, men selvfølgelig har den almindelige befolkning også her været ramt af omstændighederne. Største trussel på livet endte i Danmark med at være den Spanske Syge, som tog for sig af retterne. 11.000 mennesker døde efter krigens afslutning.

I overklassen levede man det søde liv med masser af forretninger med to krigsførende nationer. Det var, som det plejer at være og stadig er.

Ellers bestod indgrebene mest i stigende leveomkostninger og så de 60.000 unge mænd, der på skift blev indkaldt for at værne om Danmarks neutralitet. Forsvarsværkerne i Tune (1), der forbandt Mosede og Roskilde, og den nye artillerikaserne i Ringsted blev de steder, hvor Vigersteds unge mænd måtte henslæbe krigsårene.

Imens måtte deres koner og kærester holde fanen højt hjemme. Her var endnu et af de tidspunkter, hvor kvinder måtte vise evnen til at tage over. Det var ikke ensbetydende med, at arbejdet blev dårligere udført.

De unge mænd blev holdt travlt beskæftiget med at grave, og der blev ofte skiftet ud. Det var vist noget med, at hærledelsen og politikerne ikke var glade for, at så mange unge mænd var forsamlede på et sted. Og så oven i købet med våben. Hvad hvis der var syndikalister (2) iblandt dem? Rundt omkring i Europa ulmede det og Zarens Rusland skilte sig i 1917 af med de royale undertrykkere på den hårde måde. Derfor skiftede man ud, og der var hele tiden nye på orlov og nye på vagt. Der blev aldrig tid til at dyrke kammeratskaber. Og derfor stod den på skyttegravsgravning og udbygning af allerede byggede anlæg, udformet efter de mest moderne principper, der udvikledes i Belgien og Nordfrankrig. De havde i hvert fald erfaringen. Der kom meget inspiration udefra.

Ellers kunne man – som det skete i Ringsted – altid sende soldaterne ud og dække hullerne til igen. Så var der arbejde dagen efter.

Når soldaterne blev lidt for træge og tvære, sendte man dem hjem og indkaldte en anden flok i sikker forvisning om, at de hjemsendte kunne indkaldes igen.

(1)Tunestillingen: En befæstet linje, der strakte sig fra Køge Bugt til Roskilde Fjord over Tune. Linjen var befæstet og skulle efter nøje udregninger kunne holde fjendtligt artilleri uden for rækkevidde af København. Linjen blev anlagt efter udbruddet af den store krig. Beregningerne viste sig hurtigt at være forkerte, idet våbenteknologien løb fra dem.

2)Syndikalisme: En gren af fagbevægelsen som særligt i 1910-20 havde sin storhedstid. Syndikalister mente at direkte aktion var mere effektivt end forhandling, når man skulle have sine krav igennem. Det betød at strejke og sabotage var lovlige midler for arbejderbevægelsen.

Følgende kan have udspillet sig i tiden 1914-1918 i Vigersted Sogn.

 2. august 1914:

Poul Post kom ind på brevindsamlingsstedet i Ortved. Hans sorte frakke var fugtig på ydersiden og varm på indersiden. En tordenskylle havde som et forvarsel vandet godt og grundigt og den tunge tordenluft trak svedperler ud af Pouls pande.

Postsækken var ankommet og bestyreren Anton var i gang med at sortere posten. Der var meget i dag. Specielt en bunke gule sedler fangede Pouls blik.

”Hvad er det”?

”Indkaldelsesordre til alle, der har været værnepligtig siden 1906”.

”Der vil være dem, der ikke bliver glade ved dette”.

”Kongen og statsministeren siger, at vi alle må hjælpe, hvor vi kan”.

”Nå, siger de det. Ja, så må jeg vel til det. Jeg må se om jeg kan huske, hvem det er.”

Poul stoppede sedlerne ned i sin posttaske. Der var heldigvis ingen pakker i dag. Når så mange skulle have post, kunne turen nemt blive på 30 km. Godt bentøjet ikke fejlede noget.

”Jeg er glad for, at jeg er for gammel til det sjov,” sagde han. Anton nikkede forstående og bød på en dram inden Poul satte kursen ud for at indkalde.

Hans Christian i Vigersted var fodermester på De Place gården. Konen Christine hjalp til med malkning og hønsepasning, og de boede med deres to børn i De Place huset lige ved siden af det nye forsamlingshus.

Hans Christian havde været meget populær blandt pigerne, da han var ung og nyindkaldt som rekrut. Det var især den viltre pandelok, der kunne bedåre. Men allerede da, var han og Christine forlovede, og Hans Christian holdt stand. Umiddelbart efter hans hjemsendelse i 1908 blev de gift og fik plads på De Place gården..

Da han kom hjem efter dagens gerning, undrede han sig over, at ungerne ikke som sædvanlig kom sprællende og hoppende ud for at møde ham. Inde i køkkenet lå en gul seddel på køkkenbordet, og Christine stod ved komfuret med røde øjne.

De to små – Inge og Ib - stod betuttede ved moderens forklæde og vidste ikke, hvad der skete, og hvorfor mor pludselig var blevet forkølet. De viltre pandelokker, der var en uafvendelig del af deres hårpragt, blev krammet og rullet om fingre.

 Den gule seddel. Christine plejede at læse for ham, når der kom post. Det skete ikke i dag. Hans Christian stavede sig selv igennem den seddelen og kiggede spørgende på Christine.

”Ja, så skal du i krig”, hviskede hun hæst.

”Nå, det er nok bare en ekstra øvelse”, sagde Hans Christian trøstende. Hans fingre bevægede sig også op om hans pandelok. Kalveslikket.

”Nej, du skal i krig mod tyskerne. Det er jeg sikker på.” Christine rørte hidsigt i gryden.

”Nå, det kan da lige så godt være englænderne, der invaderer os.” Hans Christian prøvede lidt klodset atter at at trøste.

”Som om det var bedre. Kuglerne gør vel lige stor skade, hvad enten der står Fritz eller Tommy som afsender!”

”Uopholdelig. Det betyder vel med det samme?” Hans Christian kiggede spørgende på hende.

”Det kan vel vente til i morgen. Nu skal vi spise. Unger. Hold fingrene fra håret og vask jeres hænder.”

Hans Christian drog næste morgen til Roskilde. Det var en tur, han tog til fods, og den varede da også det meste af formiddagen. Han blev indrulleret og fik sit udstyr udleveret. Et par dage efter blev de læsset på et tog og ankom i nattens mulm og mørke til Ringsted, hvor den nye kaserne blev hjemsted i første omgang. Senere gik turen til Tune, hvor de skulle grave skyttegrave.

Her blev de indkvarteret privat hos bønderne i området. Først senere blev der bygget kaserner. Det tog for lang tid at mobilisere og tilkalde soldaterne, når man skulle rundt på hver eneste gård i området, og det kneb også med disciplinen, når soldaterne næsten blev en del af familien

Soldaterne ville helst bo privat, bønderne syntes, de var dyre.

Med jævne mellemrum fik Hans Christian et par dages orlov, og da var vejen ikke så lang hjem til Vigersted. Efter 2 års tjeneste blev han hjemsendt første gang. Men allerede et halvt år efter blev han indkaldt igen. Så hjem efter et halvt år, så ind igen efter 3 måneder.

Således nåede Hans Christian at ”afsone” 3 års militærtjeneste.

Poul Post kunne aflevere i alt 3 indkaldelser til Hans Christian i løbet af de 4 år.

For Hans Christian, som for alle andre, var det en lang og træls ventetid.

Da krigen sluttede i 11.11 1918, og kirkeklokkerne ringede over hele Europa, spredte rygtet om fred sig ud over landet, inden budskabet dukkede op i aviserne.

20. november 1918.

Hans Christian havde gjort sin pligt og blev hjemsendt som en af de første. Han var da også blevet 32 år, så han syntes, han var lidt for gammel til at høre på grønskollingernes snak om piger og nye erobringer.

Selv havde han ikke ligget på den lade side, når han var hjemme. Der var nu 4 børn i husstanden. Alle med det karakteristiske kalveslik, som gav en vilter vildtvoksende lok, der havde tendens til at falde ned i panden.

Christine havde haft en hård tid med to graviditeter alene, samtidig med, at hun skulle tjene til det daglige brød til sig selv og børnene. De klodsede postkort, hun modtog fra manden, var ikke til så meget trøst. Hans Christian havde aldrig været en ørn til det skrevne ord.

Inge og Ib løb ham i møde, da han gik ind ad landsbyens runde gade. Forten var fyldt med får. Og fra tørvehuset væltede en tyk, stinkende røg op. Tørv dufter ikke. De stinker!

Inge og Ib var i dag et par ekstra meget glade, sprællende unger. På vej mod far slog de kolbøtter af glæde, og de kunne ikke stå stille, men hoppede op og ned af ham. Han stak hånden i lommen og rakte dem hver et kræmmerhus med bolsjer. Så tog han dem i hånden, og selvom de stadig hoppede, fulgte de med ind til de to små og mor.

”Nå, er du der igen? Hvor længe varer det denne gang?”

Hans Christian kunne ikke bedømme tonen i hendes ord. Vidste hun ikke, at krigen var slut?

”Tror du nu, at skrivebordsgeneralerne er færdige med at bruge dig som tinsoldat? Kan du nu få lov at tage det ansvar, der er dit?”

Den mindste begyndte at klynke. De to voksne kiggede på hinanden.

Så gjorde Hans Christian sig fri af krudtuglerne og tog den lille op på armen. Nysgerrigt kiggede den lille Mads på sin far, som han havde set en gang, men som han ikke kunne huske. Der var en vilter pandelok, som stod lige i vejret.

Christine fulgte de to med blikket, så vendte hun væk og kæmpede lidt med noget uforløst.

Hvor var det godt, at han ikke skulle være der oppe mere.

Der var stadig meget at se til, men nu var de to.