Petras Hus.

En stærk kvinde.

Der står på kirkegården i Vigersted lige vest for tårnet en gravsten med indskriften:

Førstelærer S. Hansen 

Født 25/1 1885 død 17/12 1918

P. Hansen, født Hjelm

født 13/12 1886 død 13/9 1963.

Det er iøjnefaldende, at der er så mange år imellem dødsdatoerne.

I 45 år levede Petra Hjelm Hansen som enke i Vigersted.

Årsagen var en pandemi for over 100 år siden.

Sådan begyndte det.

Den unge Sigvald Hansen fra Fyn blev ansat som førstelærer af Vigersted Sogn i 1908. Da han rejste fra Fyn, indkøbte han i Svendborg et antal viskelædere til 2,80 kr., som han medbragte til Vigersted. Petra, som kom fra en børnerig familie i Skørping i Nordjylland, blev ansat som husbestyrerinde. Der gik ikke lang tid, før de giftede sig, og sammen fik de nogle gode år i Vigersted. Sigvald var en respekteret lærer både af børn og voksne.

Der var dog en lille hage ved ægteskabet. Sigvalds forældre fra Fyn flyttede ind i skolen, hvor de boede. Det var jo dem, der havde betalt hans uddannelse.

Det forhindrede ikke det unge par i at få 4 børn: Aage, Kirsten, Erik og Børge.

Med til embedet hørte, at han som degn skulle synge de døde ud af hjemmet. Da den spanske syge ramte landet, gjorde han selvfølgelig sin pligt og fortsatte med at synge ud.

Den Spanske Syge var lige så smitsom som Corona. Blot havde den en anden målgruppe. Det var især unge mennesker, der blev ramt, og smitten fik de ramtes immunforsvar til at galopere af sted. De blev simpelthen overophedet med høj feber, hårtab og død til følge.

I november 1918 gik han bort som følge af pandemien. Tilbage stod Petra Hjelm Hansen som enlig mor til 4 børn. Hendes drøm havde været at blive lærer, men det nåede hun ikke, før manden døde.

Hvad så?

Børnene Aage, Kirsten, Erik og Børge skulle på en eller anden måde forsørges. Kirsten og Erik blev begge ramt af pandemien, men overlevede. Aage var 5 år, da hans far døde. Det gjorde ikke sagen lettere, at det var meget små børn, enken sad tilbage med.

Pensionsordningerne var på det tidspunkt ikke voldsomme. Enkepensionen var ikke overvældende. Vigersted sogn var ikke voldsomt velhavende.

Der måtte tænkes, og det blev der. Proprietær Preben Dirch Olsen fra de Place gården havde i 1903 doneret et grundstykke til Vigersted Forsamlingshus.

Nu blev der tilføjet et lille grundstykke, hvorpå der blev bygget et hus til Petra og hendes børn. Hvordan huset blev bygget vides ikke med sikkerhed, men overleveringer fra byen fortæller, at sogn, håndværkere og borgere i byen hjalp til både økonomisk og med arbejde. Petras bror fra Skørping var murermester, og han kom over for at hjælpe med opførelsen.

Der blev sat et klaver ind i huset - Petra kunne spille lidt klaver, og hun ønskede at blive lærer. Alle børn i byen blev beordret af deres forældre til at gå til klaverspil. Petra modtog selvfølgelig et honorar herfor.

Huset var trods sin lille størrelse forsynet med 2 stuer, dagligstuen og den fine stue, hvori der bl.a. stod en buffet forsynet med små skilte. Her kunne man læse, hvem der havde sponseret huset.

 Petras hus som det ser ud i 2020.

Petra førte regnskabet for sygekassen samvittighedsfuldt. Det var også en del af hendes overlevelsesplan. Hendes barnebarn Birte beretter, at der blev gennemgået regnskaber med sved på panden langt ud på aftenen, hvis der manglede en 10-øre.

Frk. Madsen.

Forskolelærerinde Frk. Madsen var rimeligt godt ved muffen og hjalp Petras børn økonomisk med deres uddannelser. De tre drenge kom på Sorø Akademi, og pigen fik realeksamen i Ringsted. Det gav Frk. Madsen en vis magt over for Petra. Hun var bange for at støde forskolelærerinden, som også var kendt for sin skarpe tunge.

Den unge baron fra Svenstrup måtte sande den skarpe tunge, da han forlangte, at frk. Madsen skulle binde hans hest.

”Det kan du selv gøre”, lød svaret bistert.

Aages historie.

Aage Hjelm Hansen fik som barn privatundervisning sammen med Pastor Krogh Meyers søn Svend i præstegården i Vigersted. I 6. klasse startede han på Sorø Akademi, hvor 10% af pladserne er reserveret til børn fra trange kår. Her har det spillet en rolle, at sognefogeden Lars Hansen kunne hjælpe med indstillingerne.

Når Aage skulle starte på skolen efter ferierne eller weekenderne, fulgte Petra ham, senere Erik og Børge hele vejen derned på cykel.

Hun standsede uden for porten og sagde farvel og ville ikke ind på akademigrunden. Det var for de fine, udenlandsdanskeres sønner, og hun følte sig fattig.

Aage gennemførte gymnasiet på Sorø Akademi og blev senere cand. polit. Frk. Madsen støttede undervejs, og mon ikke pastoren har fundet muligheder for at støtte den fattige enke?

Senere arbejdede Aage som journalist og redaktionssekretær på Berlingske Tidende og Politikken.

Meget dramatisk lyder det, at han blev udvist af Tyskland i 1942 på grund af en "uønsket artikel."

Artiklen skal angiveligt have beskrevet de blodige begivenheder i den tjekkiske landsby Lidice.

Byen blev jævnet med jorden som hævn for et attentat mod den højtstående nazist Reinhard Heydrich. Denne var idémanden bag planen om at udrydde jøderne.

I Lidice blev alle mænd over 16 år skudt. Kvinderne kom i koncentrationslejre, børnene blev gasset eller blev adopteret af nazistiske familier i Tyskland.

Aages børn og hans kone Agnes, som i øvrigt kom fra Kværkeby, boede nogle gange hos farmor i Vigersted i den periode. Også i slutningen af krigen kom de på landet, mens far Aage måtte døje med et skud i låret på befrielsesnatten.

Børnene har senere tilbragt mange ferier hos farmor i Vigersted.

Da Aage blev pensioneret i starten af firserne, skrev han artikler til Skole og Samfund om børn og ikke mindst syn på børn. Heri røber han et særdeles humanistisk syn, som respekterer børnenes integritet.

Kirstens Historie.

Kirsten fik realeksamen i Ringsted og kom i boghandlerlære. En overgang bestyrede hun den engelske boghandel i Reykjavik.

Hjemkommet fra Island giftede hun sig med fisker Jacobsen i Jyderup. Han var en del ældre end hende. Her hjalp hun med at sætte og røgte garn.

I 1958 tog hun lærereksamen, som dels blev finansieret af den ældre mands invalidepension og af hendes egne skriverier. Stile, som skulle skrives under uddannelsen, blev flere gange sendt til aviserne og udgivet.

Fiskeren har skrevet en af dem, da meget af hendes tid gik med at køre de 30 km mellem hjem og seminarium på knallert.

Han fik mg-, han, som ellers pralede af, at han var ”karakterløs”, dvs. uden uddannelse.

Kirsten arbejdede en årrække som lærer i Asmindrup og Holbæk.

Mens hun gik på seminariet, samlede Petra 10-ører til hende, så hun kunne benytte mønttelefonen, som var opsat der.

Eriks historie.

Erik tog realeksamen på Sorø Akademi. Senere blev han ejer af Hjelms Bolighus i Køge. Han havde været i forretningen under en tidligere ejer.

Eriks søn Peter, overtog den, og Peters søn Lars var også bestyrer en overgang.

Når Erik og Aage besøgte moderen i Vigersted, fik de altid en pakke cigaretter hver.

Børges historie.

Børge fik realeksamen fra Sorø Akademi, kom senere på seminarium og blev lærer.

Der er mange lærere i den familie.

De tre drenge var ikke synderlig glade for opholdet på Sorø Akademi, men de syntes, det var spændende at høre om de andre elevers oplevelser i udlandet. Det gav dem udsyn. Børge dør i en forholdsvis ung alder. Faktisk døde de fire søskende i omvendt rækkefølge, den ældste sidst.

Under krigen

Under krigen boede Aages kone Agnes og børnene somme tider hos Petra i Vigersted, både mens Aage var i Tyskland og under de sidste dage af besættelsen. De gik ture og besøgte bl.a. købmanden, hvor der var en væghængt telefon. Herfra kunne de ringe til Aage i København.

Under krigen var det svært at finde stof til at sy tøj af. Men Petra havde gemt drengenes skoleuniformer, som var syet af kvalitetsstof.

I 1953 var barnebarnet Peter på ferie i en måned, fordi hans forældre var i gang med overtagelsen af møbelhuset. Når de skulle med rutebilen til Ringsted, fik han en grundig gang vask. Petra sagde: "Buschaufføren vil ikke køre med beskidte drenge”.

En evne, som flere børn har beundret, var, at Petra kunne knække en sukkerknald i 4 nøjagtig lige store dele. Det skete ofte, når hun skulle have en knaldtår, sammen med kommunesekretærens polskfødte kone Veronica.

Petra tillagde sig et sprog, der var formfuldendt rigsdansk. Feriebørnene syntes, det lød sjovt, når hun fik sig en nabosnak med Marie Vejmands, som talte et formfuldendt midtsjællandsk.

Alt i alt gik det Petras familie godt. Hun formåede at give sine børn og børnebørn en god baggrund, som også hendes oldebørn nød godt af. De fik alle gode uddannelser og har sat sig spor. Mange af dem blev lærere.

Plejebørn

I en periode var Petra plejemor for tre børn: Ernst Christian, Frederik Johan og lille Vera. Født i 1924, 1925 og 1928 af Petrine Olsen, som kom til Borup mellem 1926 og 1928 fra Udbyneder i nærheden af Mariager.

Petrine havde, inden hun blev gift med børnenes far, allerede fået en datter - Aase Henriette i 1923. Faderen er noteret som ukendt. Senere har hun så mødt Rasmus Niels Olsen, som hun blev gift med i 1925. Han var far til de tre børn.

Rasmus havde muligvis haft en svær opvækst, idet hans mor blev husbestyrerinde for en enkemand med 6 børn. Rasmus’ far melder historien ikke noget om. Man kan forestille sig, at Rasmus har været lidt trængt i dette forhold.

I hvert fald udviklede han et voldsomt temperament, og som voksen tyede han til flasken som en form for selvmedicinering. Hans kone Petrine havde også et voldsomt temperament, så bølgerne har gået højt i det lille hjem.

I 1926 arbejdede Rasmus på Edderup Skovgård. Her kom han i klammeri med fodermesteren, som han dræbte. Han blev dømt for mord og kom i Horsens Statsfængsel.

Petrine rejste med sine tre børn til Borup, hvor hun fødte Vera. På et tidspunkt har der været kontakt mellem Borup og Vigersted Sogneråd for at finde et egnet sted til de tre yngste børn. Måske har baronen på Svenstrup også ud fra sit lokalkendskab været den, der formidlede kontakten. I hvert fald har Petra skullet have en ydelse for at tage børnene i pleje.

Pladsen har været trang, men mon ikke forholdene har været bedre hos Petra frem for Petrine? Det er i hvert fald, hvad Rasmus Olsens nieces datter siger. Vera blev af de andre børn i Petras familie i mange år betragtet som en lillesøster.

Begravelsen.

Petra døde i 1963, hvor hun boede hos sin søn i Køge.

Hun beklagede sig aldrig. På trods af de trange kår og en kronisk astma og bronkitis bevarede hun et lyst sind. Hun var stolt af sin familie og satte en ære i at være gavmild.

Sognepræst Henning Madsen sagde i sin begravelsestale:

”Man ser det ofte, at det er de hårdt stillede, der bedst forstår andres nød og har det bedste overskud. Livet lærte hende, at det væsentlige ikke består i det ydre men i det indre”.

Præsten citerede også et digt, som en finsk soldaterenke havde sat på sin mands gravsten:

”Det liv er ikke længst, som længst har varet.

Den lever længst, som fylder livet bedst.

Den ikke rigest er, som mest har sparet.

Nej den er rigest, som har givet mest.”