Hans Ditlev Olsen

Hans Ditlev Olen, Ågerupvej 4. Født 1933

Som den første skriver jeg dette indlæg til voksenklubbens bog "Aktiv Lokalhistorie" på min PC er, grunden er at jeg har noget nervebetændelse, så jeg får skrivekrampe, når jeg skriver i hånden.

Jeg er født i Vissenbjerg på Fyn, hvor min far havde en lille ejendom på 12 tdr. land.

Da jeg var 5 år flyttede vi til Vejrup, 8 km. vest for Odense, der havde min far købt en gammel ejendom på 30 tdr. land. Der var fortsat alkove, og en meget stor bageovn til rugbrød.

Ejendommen var meget forsømt, der var mus overalt, så den første tid vi boede der, hang maden i en kurv på loftbjælken. Far var en driftig mand, der blev revet ned og bygget om, så efter ca. 10 år var der ikke mere bindingsværk og stråtag. Efter datidens forhold var der nu tale om en moderne gård.

En af de første dage i april 1940 startede jeg min skolegang i Ubberud skole. I første klasse gik vi en årgang, i de efterfølgende klasser 2 årgange, al skolegang var hver anden dag.

Jeg husker tydelig den 9. April 1940, jeg kan huske de tyske fly der fløj meget lavt hen over gården. Naboen var kommet før jeg gik i skole, han sad på brændekassen og talte med far, de var begge meget alvorlige, hvilket jeg ikke forstod. Der måtte jo være tale om et flyvestævne, et sådan havde jeg oplevet før krigen, under en ferie hus mormor og morfar.

Trods krigen havde jeg en god og tryk barndom, vi børn mærkede ikke meget til krigen.

Far var ikke med i modstandsbevægelsen, men nogle frihedskæmpere, der var gået "under jorden" i et gammelt bondehus, kom hos os hver aften for at høre danske nyheder fra BBC, ligesom de købte mælk og æg m.v. Det har senere undret mig hvorfor jeg ikke spurgte hvorfor de boede i det gamle hus, hvor der hverken var el eller kakkelovn, og hvorfor de handlede hos os og ikke hos købmanden.

Nogle dage før den 5. Maj 1945 forlod de huset, og flyttede hjem.

I mit hjem havde vi også 2 jødepiger. Da de tyske soldater trak telefonledninger over min fars mark gemte den ene sig, hun var meget bange. Begge kom velbeholdent til Sverrig.

Da tyskerne forlod landet af landevej 1 over Fyn smed de en mase ammunition og geværer m.v. i grøften. Vi drenge samlede op, og en del af ammunitionen skød vi af på forskellig vis, det var livsfarlig leg.

Jeg blev konfirmeret den 30. Marts 1947. Samtidig gik jeg ud af skolen, af en klasse på 22-23 stk. var der kun et par stykker der fortsatte i realskolen.

Far ville selvfølgelig gerne have at jeg skulle være landmand, selv ville jeg gerne i handelslære. De første 1½ år var jeg karl derhjemme, jeg var en vinter på efterskole, derefter igen bondekarl et år. Jeg var 7 mdr. i en lille landsby på Midtfyn, der var 6 eller 7 gårde i byen, hver gård havde 2 karle, fodermester og pige i huset, så der var liv og glade dage i byen, når pigerne om aftenen skulle

lære os at danse lancier ved byens gadekær.

Jeg var igen hjemme ½ år. Den 1. Maj 1950 kom jeg i lære i Ubberud brugsforening, en typisk landbrugsforening, med grovvarer, kværn og valse. Jeg har således gruttet meget korn, og valset megen havre for husmænd, der ikke selv havde kværn og valse, ligeledes har jeg fyldt mange sække med koks eller briketter. Tømning af lokumsspanden var også lærlingens arbejde. Når jeg ikke var på grovvarelageret var jeg mest i bagbutikken, hvor der blev vejet af og pakket til vareturene, der var næppe en afkrog i sognet, hvor vi ikke kom. 1. Okt. startede jeg på handelsskole i Odense, der var undervisning de 4 første aftener i ugen fra kl. 18,20 til 20,20. Turen på 10 km. foregik selvfølgelig på cykel.

Når jeg kom hjem kl. 21 var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen, så det kneb med at få lektierne lært. I marts 51 fik jeg af en lærer at vide at jeg var luddoven, og at jeg ikke skulle forvente at få den første eksamen. Cykelturen fra Odense og hjem er den længste tur i mit liv. Næste dag opsøgte jeg lægen, han tog nogle blodprøver, der viste at jeg var syg, så jeg skulle opgive handelsskolen. Jeg fik noget medicin, men jeg var fortsat træt. Lægen anbefalede at jeg blev indlagt på sygehuset for en undersøgelse. Grundlovsdagen 1951 blev jeg indlagt på medicinsk afdeling på Odense sygehus. Der kunne de også konstatere at jeg var syg, trods mange røntgen fotograferinger og andre undersøgelser kunne de ikke finde ud af hvad jeg fejlede. På dette tidspunkt var alle indlagte på en medicinsk afdeling sengeliggende. Jeg havde blod i afføringen, så jeg måtte ikke få kød. Middagen bestod således af kogt rødspættehale med kartoffelmos og smeltet smør hver dag fra mandag til lørdag, om søndagen fik jeg dog forstykket af rødspætten.

Efter et par mdr. blev jeg sendt hjem med besked om at jeg ikke måtte arbejde, og at jeg skulle indlægges igen efter en måned. Jeg var igen indlagt et par mdr., de havde stadig ikke fundet ud af hvad jeg fejlede. Jeg fik besked om at opgive min handelslære, og finde noget lettere arbejde.

1.Nov. 51 startede jeg på en lille højskole på Vestfyn, hvor jeg kunne få et kursus som

kontrolassistent. I februar 52 måtte jeg forlade højskolen, idet jeg blev indlagt igen, denne gang på kirurgisk afd., hvor jeg blev opereret akut, de mente det var blindtarmsbetændelse.

De efterfølgende par år var jeg indlagt gentagende gange, jeg blev opereret flere gange, jeg fik fjernet en del af tarmen. Jeg fik tilkendt invalidepension, 156 kr. pr. md. + beklædningshjælp om sommeren og brændselshjælp om vinteren.

Efter den sidste operation havde jeg det rimelig godt. I efteråret 1954 søgte de en elev på Vissenbjerg kommunekontor, jeg søgte elevpladsen og var heldig at være den eneste mandlige ansøger. Da kommunesekretæren, af forskellige årsager, ikke ville ansætte en pige, fik jeg pladsen. Efter nogle år var den gal igen, så det var atter ind og ud af sygehuset,

I vinteren 1960 blev jeg igen opereret, der blev igen fjernet noget tarm. Efter denne operation fik jeg det som blommen i et æg.

Nu skulle der ske noget, jeg havde boet hjemme indtil dette tidspunkt, så jeg søgte en stilling som kommuneassistent på Ramløse- Annisse kommunekontor i Nordsjælland,

Jeg fik stillingen og kom til Sjælland den 1. 8. 1960. Kort efter lærte jeg min kone Elis at kende, vi blev gift marts 1962.

En af mine tidligere kolleger fra Vissenbjerg var blevet kommunesekretær i Fladså kommune på Sydsjælland, der skete den første kommunesammenlægning i 1962. Han besøgte os i Nordsjælland, og tilbød mig en stilling som overassistent i Fladså. Jeg tog mod tilbuddet, og vi flyttede til Sydsjælland.

I vinteren 1964 fik vi vores første barn Kirsten, i sommeren 64 var det igen galt med min sygdom, jeg blev indlagt først Næstved, senere på Rigshospitalet. Det var planen at jeg igen skulle opereres, men medicinerne fik mig overført til deres afdeling. Der var den største ekspert indenfor mavetarmsygdomme overlæge Jarnum, inden længe havde han stillet diagnosen på min sygdom Morbus Crohn, det er en kronisk tarmbetændelse, der i mange tilfælde kan holdes i ro med medicin.

I Fladså kommune var jeg beskæftiget med sociale sager og bogholderi, især det sociale arbejde havde min store interesse. I 1966 skete der yderligere en sammenlægning, kommunesekretæren fra sammenlægningskommunen blev socialinspektør, jeg skylle herefter kun arbejde med bogholderiet. Jeg var lidt ked af kun at arbejde med tal, så i sommeren 67 søgte jeg en stilling som rejsende for et firma, der solgte blanketter m. v. til kommunerne. Jeg fik stillingen og kørte de næste par år Sjælland tyndt. Der var således ikke en kommunesekretær jeg ikke kendte.

I efteråret 1967 fik vi vores søn Peter.

Næstved er ikke et særligt centralt sted at bo, når arbejdspladsen er hele Sjælland.

Så begyndte vi at se efter en byggegrund på Midtsjælland. Da vi begge er fra landet, ville vi gerne bo på landet, vi ville gerne bo i Jystrup, men der var ingen grunde, i Benløse kostede en grund 30.000 kr. Nødgård, "kommunesekretæren i Vigersted" kunne sælge os en grund for 18.000 kr. for 1000 kvm. Da den grund vi ville have var på 1330 kvm. skulle vi give 4 kr. pr. kvm. for det areal der var over 1000 kvm. Vi købte grunden i efteråret 1968 og fik bygget et typehus (Handyhus) pris for et hus på 140 kvm. + carport 119.000.

Da grundene på Bredagervej blev solgt ca. 10 år senere kostede en grund det samme, som vi gav for grund og hus.

Den 1. 5. 1969 flyttede vi til Vigersted, vi faldt hurtig til. Umiddelbart efter vi var flyttet hertil, blev jeg sagt op som rejsende. Jeg var meget bedrøvet over dette, aldrig i livet havde jeg været så glad som de sidste par år. Min sygdom var dog begyndt at drille lidt igen, det var muligvis grunden til opsigelsen.

Jeg fik en stilling som overassistent på kommunekontoret i Jystrup, og 1. 4. 1970 kom jeg med til Ringsted kommune. Jeg havde et ønske om at komme på socialforvaltningen, men der var ingen plads. Jeg fik tilbudt en stilling som leder af ejendomskontoret, der på dette tidspunkt skulle tage sig af ejendomsbeskatning, ejendomsvurdering, boligsikring, kommunens forsikringer m.v.

I sommeren 1970 var den gal igen med min sygdom, jeg var indlagt på Rigshospitalet flere gange, og havde i løbet af det næste år opbrugt alle de tilladte sygedage, så jeg skulle trækkes i løn. Ringsted kommune var meget flinke, de eftergav mig hele sygeperioden, og jeg blev ikke trukket i lønnen. I 1972 blev jeg igen opereret, og fik det rigtig godt de næste 25 år.

Indtil 1981 hørte kontoret organisatorisk under byrådssekretariatet. På dette tidspunkt skete der en opdeling således at boligsikringen kom under socialforvaltningen, medens ejendomsbeskatningen og vurderingssekretariatet blev flyttet til teknisk forvaltning. Jeg flyttede med til teknisk forvaltning, hvor jeg udover opgaven med ejendomsbeskatning og vurdering fik ansvaret for Bygnings og Boligregistret samt oprettelse og vedligeholdelse af Planregistret.

I 1995 begyndte det igen at drille lidt med min sygdom, så jeg måtte igen en tur på Riget for at blive opereret. Efter godt 40 år i det offentliges tjeneste gik jeg på efterløn/pension den 1. 4. 1996.

Udviklingen indenfor kontorområdet har været enorm i disse år, såvel indenfor det teknologiske som indenfor det personalemæssige. Da jeg startede som elev i 1954 regnede man med at en administrativ medarbejder pr. 1000 indbyggere var passende, heri var kontorelever medregnet. Da jeg sluttede i Ringsted var der næsten en i administrationen for hver 100 indbyggere. I 1954 skulle der selvfølgelig ikke holdes møder om snart sagt alle ting, der blev arbejdet, der var dog tider på året hvor der ikke var meget at lave, en enkelt drivvert kunne der også være plads til. Der var ingen EDB, fotokopiering og telefax. I dag, hvor alle de tekniske installationer findes er der ikke plads til en drivvert indenfor det offentlige, alle har meget travlt med møder, vedligeholdelse af de mange EDB registre og selvfølgelig det vigtigste betjening af borgerne, der stiller større krav til personalet som for 40 år siden.

Nu har vi boet i Vigersted i snart 28 år, i disse år er der sket en stor udbygning af byen. Da vi flyttede ind var der 4 - 5 huse, af udstykningen på Ågerupvej, der var beboet. Udstykningen var snart bebygget og vi kendte alle på vejen. Der blev holdt vejfest, og vi kom hinanden ved. I dag kender vi kun 6- 7 familier på vejen, alle de øvrige huse er handlet, og vi kender ikke de nye købere. Der var købmand i byen, samt yderligere 5 købmandsforretninger i sognet, i dag er der ingen forretninger. Det er det der kaldes udvikling.

Vi har i alle årene deltaget aktivt i sognets foreningsliv, vi har haft 28 gode år her og vi vil gerne blive her. Desværre findes her ingen andelsboliger eller ejerlejligheder i Vigersted, så vi må nok forlade byen, når vi ikke har kræfter til at passe hus og have.

Trods megen sygdom har jeg haft et godt liv, da jeg var ung havde jeg ikke drømt om at få kone og børn. Jeg fik begge dele og har nu 5 dejlige børnebørn.

Sygdommen har også gjort at jeg hver dag har skønnet på hvor dejligt livet er. I mit hjem lærte vi børn at bede aftenbøn, når vi kom i seng, det er der ikke mange steder de gør i dag. Denne lærdom, må jeg indrømme, har været en meget stor støtte for mig, jeg har følt der var hjælp at hente, når det rigtig brændte på. Som ung tilbragte jeg såvel jul som nytår og fødselsdage på sygehuset. Det var ikke lige morsomt, især var det svært når kammeraterne skulle til bal, og jeg måtte blive hjemme på grund af mavesmerter.

Denne beretning blev ikke så meget om Vigersted, som jeg umiddelbart havde tænkt mig, men begrundelsen hvorfor familien blev Vigerstedborgere er her dog.

Hans Ditlev Olsen

Vigersted Voksenklub