Anbragte børn år 1900 - dengang og nu.

 Regeringen har i 2020 barslet med et forslag om, at flere børn skal tvangsfjernes fra hjemmet og sættes i pleje. Det kan der være mange grunde til. Selvfølgelig er der gode intentioner bag.

Det har der skam også været tidligere En gang imellem må man desværre konstatere intentionerne ikke lever op til den virkelige verden. Også i Vigersted har det af og til været nødvendigt at fjerne børn fra deres hjem, fordi forældrene af forskellige årsager ikke har været i stand til at passe dem.

Den 23. februar 1901 kunne man i Sjællandsposten læse følgende i et referat fra et sognerådsmøde i Vigersted-Kværkeby kommune:

”Murer Johansen, Kongsted, androg om tilladelse til at antage et plejebarn. Da sognerådet betragtede det som et godt plejehjem, blev tilladelsen givet.”

Allerede i 1848 formulerede børnehjemsforstander C. C. Møller ideen om børneretten i Danmark. Ideen gik ud på, at alle børn havde ret til en god og kærlig opvækst. Også børn fra trange kår, hvor forældrene ikke var i stand til at opdrage dem. Opvæksten ville kunne gives på børnehjem med det rette personale.

Imidlertid fortsatte man med at sende børn fra usle kår ud til private plejehjem. Her kunne de tjene som billig arbejdskraft m.v.

Det skal i retfærdighedens navn siges, at der også har været gode og kærlige plejehjem.

Hvordan agerede Murermester Johansen og frue?

Hvilket ansvar tog myndighederne på sig? 

Hvilken rolle var forældrene i stand til at spille?

Resultatet afhænger af disse spørgsmål.

Bortset fra før omtalte avisnotits er alle navne og begivenheder fiktive, men dette er et par bud på, hvad der kunne være sket.

Derfor kan I vælge mellem to historier. 

 Her er  den første:

Den sidste gode gerning.

Sognerådsformand i Vigersted - Kværkeby kommune, Christian Jensen, skuttede sig i det kolde januarvejr. Sneen lå i et tyndt lag over markerne og gav et lysere skær, end de ellers havde været vant til i den fugtige og grå december. Det var ikke nogen rar mission, han var ude på, men det skulle gøres.

 Det var sognerådets ansvar, at børn ikke led overlast, og hos husmand Ludvig Poulsen fristede husets eneste søn på 9 år en kummerlig tilværelse.

Allerede da Christian kom til gårdspladsen kunne han fornemme, at der var noget, der ikke var, som det burde. En trillebør lå med bunden i vejret foran stalddøren, som stod halvt åben. Inde fra stalden kunne man høre to køer brøle ynkeligt, og da den store formand kiggede ind, kunne han se, at der ikke var blevet malket til morgen. Intet under at dyrene brølede. Yveret stod opsvulmet og sprængfærdigt på dem begge.

Christian bed tænderne sammen og gik raskt mod køkkendøren, som også stod åben. Inden han nåede derover, lød der et skrig derinde fra. Et barneskrig. Straks efter råbte en dyb mandestemme uforståelige eder og forbandelser. Ud af døren kom en lille dreng løbende. Han standsede brat, da han så den fremmede mand. Ud af døren kom nu en uvasket, uhumsk mandsperson ravende. Han havde umiskendeligt dykket dybt i en flaske og var usikker på benene. Også han standsede brat, da han så sognerådsformanden.

”Ludvig. Hvad er det du gør?”

Ludvig mumlede noget uforståeligt. ”Hvad vil du?” snøvlede han.

”Jeg er kommet for at hente drengen. Det her går ikke.”

Et listigt udtryk bredte sig over Ludvigs ansigt. ”Vil du købe ham?”

”Jeg vil tage ham ud til Murer Johansen i Kongsted. Han har tilbudt at tage din dreng i pleje.”

Det listige svandt for en måbende grimasse.

”Ludvig. Du er ikke i stand til at tage dig af knægten. Jeg kan også se blå mærker, hvor der ikke skulle være nogen. Jeg har her et dokument, som du skal underskrive. Her står at du giver tilladelse til at drengen kommer i pleje.”

”Hvad mon sådan en underskrift er værd? Drengen er ved godt huld, og han kan tage fra. Mureren får en billig arbejdskraft, mens jeg må arbejde endnu hårdere. Det må vel nok være sine 50 kroner værd,” sagde Ludvig trodsigt.

”Jeg troede ikke, man kunne synke så dybt. Du sætter en pris på din dreng, hvor du hellere skulle være glad for, at nogen tager ansvaret for, at han kan få en ordentlig opvækst. Du skulle skamme dig.”

Ludvigs ansigt krakelerede. Desperat flæbende prøvede han at forklare sig. Hvordan det hele var gået skævt, efter at drengens mor var død. Hvor svært det var at gå rundt alene. Hvor vanskelig drengen kunne være.

Sognerådsformanden tog ham ved albuen og førte ham ind i køkkenet. På køkkenbordet mellem snavsede tallerkener og muselort lagde han dokumentet og rakte Ludvig sin pen. Ludvig prøvede igen.

”25 kroner?”

”Skriv!!”

Ludvig sukkede og satte sin ubehjælpsomme underskrift.

”Jeg tager drengen med nu. Gå ind og sov den ud. Jeg sender Anders over for at malke. Dyrene skal ikke lide under din drikfældighed.”.

Drengen Holger havde befippet overværet hele sceneriet. Da sognerådsformanden ville tage hans hånd for at lede ham ud fra det forhutlede husmandssted, trak han sig angst op i et hjørne.

”Gå med manden”. Som en sidste god gerning for sin søn, sendte Ludvig den lille dreng mod et bedre liv.

Hos murermester Johansen ventede rene klæder, velnærende mad og en kærlig behandling. Johansen og frue var et ældre ægtepar, der aldrig havde fået børn. Til gengæld havde de sendt flere sølle eksistenser videre i livet med en god ballast. 2 drenge og 2 piger. Drengene havde fået lærepladser hos håndværkere og pigerne var kommet i huset i velrenommerede hjem.

Mens de boede hos Johansens, blev der aldrig talt knubbede ord eller hævet en hånd til afstraffelse.

Holger faldt hurtigt til, da han først havde mærket parrets oprigtige næstekærlighed.

Skolelæreren mente, der sad et godt hoved på ham. Måske skulle Johansens for første gang sende et barn på Akademiet i Sorø?

Og her er den anden:

De helliges haller.

Ludvig sad ved køkkenbordet i det lille køkken. Han var lige blevet færdig med morgenmalkningen. Nu gjorde han klar til, at den lille Holger kunne få sin morgenmad. Der var rent og propert i det lille husmandssted, endskønt det snart var 2 år siden, at Else var død. Det var et hårdt liv for de to. Der havde været misvækst, og 2 af de fire køer var døde. Svinene havde også fået noget, der ikke bekom dem vel.

Nu var dagen kommet, da Ludvig ville tage Holger med til sognerådsformanden Christian Jensen. Her ville han bede om, at drengen kunne komme i pleje på sognets bekostning. Der var ikke midler til, at han kunne blive hos sin far. Det pinte Ludvig. Han vidste, hvad der ventede hos sognerådsformanden.

Denne mødte ham på trappen til den store gård. Hvad kunne han hjælpe Ludvig med?

Ja, det var jo blevet sådan, at Ludvig ikke mere kunne bekoste drengen. Om sognet ville hjælpe med at sætte drengen i pleje.

Christian rynkede panden og kiggede bøst på Ludvig. Om han havde tænkt, at alle de gode mænd i sognet nu skulle betale for Holgers opvækst via skattebilletten? Om Ludvig ikke fandt det ydmygende, at han ikke kunne holde sin familie – der var jo kuns en – på kost? Var det virkelig så dårligt fat?

Jo og ja måtte Ludvig sige til det hele. Men han fastholdt, at han ifølge loven havde krav på hjælp, når alt andet glippede. Ludvig var nødt til at underskrive en plejetilladelse, fordi der ikke var andre muligheder.

Krav? Siden hvornår havde Ludvigs slags fået krav på hjælp? Han skulle hellere kende sin plads. Holger stod lidt forskræmt bag sin far og lyttede til ord, han ikke forstod.

Enden på denne ordveksling blev, at sognerådsformanden sammen med sognerådet ville sætte drengen på auktion. Et par af de øvrige rådsmedlemmer mente ikke, det kunne betale sig. Sådan nogle unger fra små kår var skæbnebestemte til at havne i fængsel. De var ødelagte fra starten. Men sognerådet måtte erkende, at der var en lov, der også gjaldt for dem.

Der kom 3 bud. Murermester Johansen var ham, der skulle have færrest penge for at tage drengen, så sådan blev det.

Johansen skikkede bud til Ludvig om, at han kunne aflevere knægten førstkommende søndag.

Ved murermesterens hus tog Ludvig afsked med sin grædende søn. Fru Johansen tog et solidt tag i drengens arm og trak ham hen mod udhuset. Dette solide tag satte farvede mærker på Holgers arm. Det var ikke sidste gang, han fik kulør på kroppen.

Et lille koldt rum blev hans hjem den næste tid. Her var rindende vand på alle vægge. Til gengæld blev han ikke blødsøden af at have varme i rummet.

Tidligt om morgenen måtte Ludvig blande mørtel til de prægtige bygningsværker, som murermesteren velsignede verden med. Sten skulle slæbes, og ind imellem fik Holger lov til at sætte sten på sten. Den læskede kalk fra kalkgraven hørte også under Holgers domæne. Det kunne godt give nogle huller i tøj og hud, når det sprøjtede. Særligt hullerne i tøjet havde Fru Johansens bevågenhed.

En morgen forsvandt Holger fra ”lærepladsen”. Johansens klagede til sognerådet over drengens utaknemmelighed. Sognerådet var taknemmeligt for, at Holger ikke havde kostet mere, når nu han alligevel blev forbryderisk. Efter et par måneder i frihed blev Holger fanget, mens han var ved at skaffe sig til dagen og vejen i et hus, hvor ingen kendte ham. Han blev tilkendt et ophold på ubestemt tid på børnehjemmet Betlehem, hvor kadaverdisciplinen sad i højsædet.

Det pædagogiske personale på ”værestedet” bestod af et par pensionerede befalingsmænd fra hæren, en gammel sømand, samt to ældre frøkener, der hævdede at være barneplejersker.

Forstanderen var en religiøs fantast, hvis hellighed var hævet over enhver tvivl. I Herrens navn blev utallige afstraffelser leveret med spanskrør. Fra 1910 til 1937 måtte man ifølge justitsministeriets strafferegulativ dog kun tildele 15 slag til en uvorn synder under 15 år. Nogle gange, når fryden over at være den udvalgte Guds Hånd overvældede ham, kom forstanderen til at tælle forkert.

Da Holger blev lukket ud i 1914, fik han hyre på et fragtskib, hjemmehørende i Køge. Fra da af hørte man ikke mere til Holger. Ingen savnede ham. Måske drog han til Amerika, måske løb hans skib på en mine i de interne danske farvande