Gadekampe i Kolding 23. april 1849

Gadekampe i Kolding 23. april 1849

Oprøret på Svenstrup 20. maj 1849.

Søndag den 20. maj 1849 udspillede der sig en dramatisk episode på Svenstrup Gods. En episode hvori navngivne mænd fra Vigersted spillede vigtige roller.

 Fakta:

Den 23. april tabte den danske hær et slag ved Kolding mod slesvig-holstenske og preussiske tropper. Det var da præcis et år siden, at danske tropper havde vundet slaget ved Slesvig. Mange unge mænd fra Vigersted var med som soldater. Nogle blev dræbt, andre sårede og nogle slap uden fysiske mèn fra kampene. Krigen mod de Slesvig-holstenske oprørere skabte en særdeles nationalistisk stemning i landet, der indtil da havde været et multietnisk samfund med blandt andet et stort tysktalende mindretal. Slesvig-Holsten havde gjort oprør og ville have selvstændighed og optages i det tyske forbund. Det blev betragtet som forræderi i resten af landet.

På Svenstrup var forvalter Steen fra Holsten ikke vellidt blandt bønder og husmænd, som stadig måtte udøve hoveriarbejde for geheimekonferensråd, kammerherre og kaptajn Peter Christian Joachim Bruun Neergaard. Dels var han angiveligt en temmelig brutal type, dels var nationalismen også nået herud på Midtsjælland. Der var jo unge sønner og ægtemænd fra egnen med i kampen mod Steens landsmænd.

Derudover var 4 mergelgravere fra Holsten ansat.

Især tre mænd fra Stubberup var aktive for, at der skulle ske noget, så man kunne slippe af med disse 5. Vi kender navnene på to af de tre. Lars Nielsen og Vilhelm Johansen. De tre hastede rundt søndag morgen til Vigersted, Snekkerup, Dyndet, Ortved, Ågerup, Hejnede, Ørninge og Borup. Byer, der i århundreder havde været under Svenstrups direktion. Her argumenterede de for, at alle mand skulle af huse for at få tysken smidt ud.

To mænd fra Vigersted kom til at spille væsentlige roller. Niels Ludvig Hansen fra en gård i Vigersted og Johannes Dorph – sognepræsten. De prøvede begge at dulme gemytterne. Det kom til voldeligt sammenstød og ophedet diskussion på Svenstrups gårdsplads.

Disse facts er grundlaget for følgende fortælling:

Johannes havde fra morgenstunden haft en fornemmelse af, at der var noget galt. Der manglede en del i menigheden. Især mænd. Kvinderne havde siddet og mumlet og havde ikke rigtig taget imod Herrens Ord.

Efter gudstjenesten havde Johannes trukket Niels Ludvig Hansen til side og spurgt ham, hvad der kunne være på færde. Chokeret måtte præsten høre, at der var oprør i gære. Da han erfarede, at mændene skulle mødes ved Ebbeskov, lod han spænde for og satte i skarpt trav mod Snekkerup. Her var han og Niels Ludvig, som på præstens opfordring var taget med, ved at falde ned af vognen, da de så mængden af mænd. Et sted mellem 100 og 200 var de. Stemningen var høj. Der var tydeligvis blevet drukket en del brændevin allerede, og adskillige var bevæbnede med knortekæppe.

”Besind jer folkens. Det er ikke passende at sætte sig op mod øvrigheden. Det er strafbart!” Således buldrede præsten med sin bedste tordenrøst.

Lars Nielsen replicerede selvsikkert og forklarede deres ærinde. Præsten kunne vel ikke være uenig i, at det var upassende at lade sig kommandere af en holstener, når adskillige unge mænd samtidig kæmpede for fædrelandet mod Steens landsmænd. I øvrigt kunne han ikke forstå, hvorfor Niels Ludvig ikke stod i flokken sammen med dem. Det kunne godt være, at han senere ville fortryde, hvis han ikke kom med.

Et par af mændene var blevet så utrygge ved præstens ord, at de lige så stille var forduftet ind i skoven. Niels Ludvig, derimod, steg ned fra vognen med præstens billigelse og satte i bevægelse sammen med menneskemængden.

Klokken 3 nåede de Svenstrup. Her blev de modtaget af kammerherren og godsfuldmægtig Schrøder.

”Hvad vil I her, folkens?” spurgte Neergaard. Talsmanden Klaus Mortensen forklarede roligt, at de ville have tyskerne afskediget. Det nægtede Neergaard. Herefter blev stemningen meget truende og pludselig tumlede en mand frem mod kammerherren og skubbede til ham. ”Du vover ikke at røre mig,” snerrede Neergård. Han skubbede arrigt manden omkuld. Han drejede derefter om på hælen og gik ind på sit kontor. Da han kom ud igen, var han bevæbnet med sabel og jagtdublet. Stemningen var nu på kogepunktet.

”Tysken skal svides ud!”

”Tysken skal slås ihjel”

”Vi skal vise, at danskere er mere værd end tyskere”

”Du kan ikke skyde os alle sammen!”

”Kom ud i fordømte tyskere!”

Niels Ludvig tog parti. Han stillede sig ved siden af Neergaard og opfordrede højlydt til at gå hjem. Om det var hans ord, der virkede, eller blodrusen var ved at fortage sig, skal ikke kunne siges. Klaus Mortensen trådte frem og tilbød, at de ville forlade gården, hvis kammerherren kunne love, at tyskerne blev sendt hjem til 1. juni. Det nægtede kammerherren.

Efter lidt mundhuggeri gik dampen så meget af de forsamlede, at de begyndte at trække sig tilbage. Kun de mest højrøstede kunne man til sidst høre råbe hurra på vejen hjem. Enkelte trusler blev det også til.Der blev ikke noget forlig, men sagen løste sig alligevel.

27. april 1849 mødte 5 chokerede holstenere op hos politiet i Ringsted for at få pas til at rejse hjem via Lübeck. Vejen gennem Sønderjylland var jo blokeret. De havde under bataljen gemt sig og forskanset sig i et kammer på Svenstrup. De fik bevilget udrejsen.

Den 29. oktober blev 9 mænd fra ”Oprørsstyrkerne” idømt bøder på mellem 4 og 10 rigsdalere. Det svarer til et beløb på mellem 600 og 1500 nutidskroner.

Kilder: Roskilde Tidende 28. august 1956, Et oprør på Svenstrup af Martin Jensen.

J.V. Christensen: Tider og Skikkelser i Midtsjællands Historie 

Kilde: Et sjællandsk gods´ historie.

Kilde: Et sjællandsk gods´ historie.

Jagtdublet fra 1840

Jagtdublet fra 1840

Kommentarer

Bent Bakken

26.04.2018 16:29

Dejlig historie.Bliv endelig ved

Seneste kommentarer

Del siden