Udkantsdanmark og omstruktureringer.

Facts:

I borgerkrigenes tid i 1100-tallet har Vigersted ligget midt i det hele. Knud Lavard var hertug i Sønderjylland, hvor han skulle beskytte grænsen mod syd. Men han blev dræbt i Haraldsted. Haraldsted lå på kongevejen. Sønnen Valdemar vokser op i Fjenneslev sammen med Absalon og Esbern Snare. Det skulle blive det triumvirat, der underlagde sig hele Danmark. Efter en hård kamp mod Knud og Svend. Sidstnævnte blev besejret i Jylland. Knud blev dræbt i Blodgildet i Roskilde.

I den tidlige Middelalder har Ringsted fået sin kongelige plads. Hvideslægten, Valdemar den Store, Valdemar Sejr har haft deres udgangspunkt her. Bønderne har flere gange været kaldt til leding i Ringsted. Således i den tidlige sommer 1158, hvor Valdemar ville straffe falstringerne for ikke at kæmpe nok mod de vendiske horder.

Sandheden var nok snarere, at falstringerne var hårdt spændt for. De lå i et udkantsområde, hvor plyndring og bosættelse var en del af hverdagen. De manglede både folk, våben og forsyninger. Derfor havde de overtalt kongen til at undlade et togt mod venderne i deres eget land. Valdemar havde lyttet til klagerne og opgivet togtet. Det fik Absalon til at reagere. Ifølge Saxo skal han have udtalt, at næste gang der skulle være leding, så kunne han passende samle en flok krystere. Så ville tabet ikke være så stort, når de blev slagtet af venderne. En af kongens hoftjenere havde i øvrigt overbevist kongen om, at falstringerne var både feje, kongespottere og forrædere. Dette var nu årsagen til, at sjællænderne skulle i kamp. Fake news er ikke en ny opfindelse. Manipulerende politikere fandtes også dengang.

Nu skulle bønderne fra Midtsjælland stille med ledingshær og flåde. De ville hellere blive hjemme og høste høet. Heldigvis for sjællændere og falstringer blev både Absalon og Valdemar syge, og krigen blev aflyst. Ledinghæren kunne drage hjem. Spyddene kunne sættes til side og leerne findes frem. Husdyrene behøvede ikke at sulte i den kommende vinter. Ifølge Saxo overlevede Absalon og Valdemar kun på grund af benediktinermunkenes intensive bønner til Gud om helbredelse.

Sandheden er nok snarere, at nogen kom med forslag til en banebrydende ændring af hærens struktur. Derfor aflyste man togtet. 

Efterfølgende dannede Valdemar og hans venner en professionel hær med en hård kerne af unge mænd. Det, at krigerne både skulle have tankerne på hjemmet og på krigsvæsenet, holdt ikke i det lange løb.

 Dette er, hvad eftertiden har fået fortalt om denne begivenhed.

Følgende episode kan have udspillet sig i Vigersted.

Hun bandede. Hvorfor skulle han væk? Hvorfor nu igen? Der havde været alle kampene med Knud og Svend. Valdemar havde vundet. Forbandet være stormændene. Hvorfor kunne de ikke bare lade dem være i fred? De sagde, at nu skulle der føres krig mod falstringerne. Fordi de ikke kæmpede nok mod venderne. Hvem skulle nu bjærge høsten? Torsten var kun 12 somre og leen lå ikke let i hans hænder. Pigerne og hun selv kunne da godt svinge leen, men der var jo også andre gøremål. Det ville blive en travl sommer, hvor man ikke kendte fremtiden.

Da budstikken kom, blev hun rasende. Gården skulle stille med alle voksne mænd. Også husbonden Sune, der knap nok var kommet sig over sårene i den store borgerkrig. Det var på et hængende hår, han overlevede og glimtet i hans øjne var aldrig blevet det samme. Skulle der nu slukkes endnu mere lys? Christiane skreg mod budbringeren, at han skulle sige til kongen, at hun forbandede ham. At hun forbandede stormændenes skalten og valten med almindelige menneskers liv. Lad stormændene selv kæmpe mod hinanden, så småfolkene kunne få ro til livets vigtige sager.

Det betød i hvert fald, at kvinder og børn måtte klare høhøsten. Og hvem vidste hvor lang tid kampene ville tage? Falstringerne havde nok ikke tænkt sig at lægge sig ned frivilligt. Hvis så bare de kunne nøjes med de unge, der ikke havde familie og ansvar for en husholdning. Men nej. Selv de midaldrende mænd måtte ud og stikke hul i andre midaldrende. Med al den kummer, der fulgte med.

Torsten syntes, det var vildt spændende og plagede sin far om at komme med. Sune forklarede ham, at han var for lille. Men han kunne være ganske rolig. En dag skulle han nok selv blive indkaldt. Sune ønskede for ham, at han ikke blev skuffet. Men det gjorde han nok, når han så krigens gru.

Afskeden blev hjerteskærende. På trods af Christianes raseri, kunne hun ikke holde tårerne tilbage, da Sune sammen med de unge karle drog mod Ringsted. Også de unge piger blev forstemte om hjertet, da deres forårskærester vandrede op over bakken med spyd i hænderne. Der var ikke meget hærmænd over dem. Sune lovede sin hustru at komme tilbage.

Da de ikke mere kunne se dem, rettede Christiane sig op og råbte: ”Så tager vi fat. Dagen bliver lang.”

Tre dage efter kom de tilbage. Togtet var aflyst. Officielt fordi Valdemar og Absalon var syge. Men måske havde budbringeren ladet Christianes ord slippe ind i de rette ører. Sjældent er et sygeleje blevet fejret i den grad, som det blev i Vigersted den juniaften.

 10 år efter var Torsten med på et togt til Rügen. Han fik sin lyst styret. Han var med til stormen på Arkona. Han var med til at hente Svantevit ud af templet. Han var med til at sætte ild til statuen. Han holdt selv nogle vendere fast, mens de blev døbt. Han huggede selv til et hoved eller to. Alt sammen med kongens og pavens velsignelse.

I Vigersted hørte man ikke så meget om kampene, men man kunne se den store teglstenskirke i Ringsted rejse sig som symbol på kongemagtens styrke og virkelyst