Johanne og hendes 3 søskende arvede hver en fjerdedel af faderens aktier. På et tidspunkt efter 2. verdenskrig måtte broderen Gunnar afgive sin del, fordi han havde været lidt for gode venner med besættelsesmagten.

Eksempelvis stod firmaet for den store udvidelse af Aalborg lufthavn, som var et vigtigt led i tyskernes kamp for at beholde herredømmet over Norge.

Træ fra Humleore blev brugt til støbeforme i den store byggevirksomhed.

Mange lokale lastbiler fragtede træ til København og Ålborg.

Familien Arnstedt var en magtfaktor i sognet. De havde deres egen kirkebænk i Vigersted Kirke.

Der var over 60 ansatte på godset – både i bygningerne og i skoven. Dertil kom de løsere sæsonarbejdere, når frugt skulle plukkes. Alle var skatteydere til Vigersted Kommune, så der har stået folk med hatten i hånden, når familien kørte forbi i automobilet, styret af chaufføren.

Da Vigersted Forsamlingshus i 1949 blev udvidet med en forpagterbolig og en scene, forærede NPA huset et fornemt scenetæppe, så dilettantafdelingen kunne spille forestillinger med stil.

En del af tæppet findes stadig i huset. Nu er det dog syet om. Historien om omsyningen kan ses her. http://www.torbendan.dk/447250692

Niels Peter og Johanne fik 5 børn. 3 piger og 2 drenge. Drengene var ifølge de lokales erindringer et par charmerende ungersvende, som pigerne på egnen gerne ville ses sammen med.

At de så oven i købet var velhavende og med egen bil, har nok ikke trukket ned i karakterbogen.

Lidt slægtsforskning.

Ifølge kirkebogen var Niels Peter Arnstedt søn af Peder Andersen og Maren Pedersen.

Imidlertid var Niels Peter Arnstedt ikke søn af Peder Andersen, men derimod af Christian Benedictus Reventlow.

Slægtsskabet er fastslået ved DNA-undersøgelse af hhv Christian Ditlev Reventlow og Kirsten Seidenfaden, der viser DNA-sammenfald, der alene kan forklares ved at Christian Benedictus Reventlow var fader til Maren Pedersens søn Niels Peter Arnstedt. Niels Peter Arnstedt og Christian Benedictus Reventlows søn Eduard Reventlow var nære venner lige fra barnsben, og der har mellem de to familier været formodning om slægtskabet, som nu er fastslået ved DNA-undersøgelse .

Der har i familien Arnstedt/Seidenfaden været viden om, at Niels Peter Arnstedt fik sin skolegang på Roskilde Katedralskole, hvor han gik i klasse med Eduard Reventlow, betalt af en 3. part. Det formodes, at det har været Christian Benedictus Reventlow, der har finansieret Niels Peter Arnstedts skoleophold.

Ydermere kan det forklare de mange gode kontakter, Niels Peter har haft.

Han arbejdede i Polen, Rumænien og sluttelig i Ægypten som gesandt. En teori kunne være, at når der i Egypten skulle underskrives handelskontrakter, så kunne dette ikke ske, uden at man forhandlede med en minister.

Derfor fik han måske titlen ”minister”.

Under hans ophold i Warszawa oplevede familien, at deres store hus lå på fronten mellem 2 stridende parter i en borgerkrig - Pilzudski-oprøret. Familien prøvede at undgå skuddene ved at krybe sammen på gulvet. Efterfølgende fandt de 64 kugler i væggene i stuen, hvor de skjulte sig.

Han blev født i 1882 og døde i 1954. Han fik lov til at blive urnesat i skoven, som en af de første i landet. Det skete på den høj, der i folkemunde kaldes ”Ministerens Høj”.

Huset blev oprindeligt bygget med tårn og to etager.

Der var fra huset udsigt til brudeegen og guldfiskedammen. Dammen var oprindelig forsynet med springvand.

Foran huset lå en dam mere – spejldammen – hvori bygningen spejlede sig. Bag huset var der en åkandedam, som også blev brugt som swimmingpool.

Endvidere var der et orangeri med orkideer, fritgående vagtler og væverfugle.

Mod syd og nord var der hugget ”udsigtsalleer” (parforcer) gennem skoven, således at man fra stuerne havde frit udsyn over marker og ås. Og ikke mindst vildtet.

Udsigtsalleen mod Åsen gav kig til toppen af ”Ministerens Høj”, hvor man kan se den ikke beskrevne sten, der værner Arnsteds Urne. Stedet er valgt fordi NP havde en god jagtoplevelse der.

Fru Johanne blev boende på Humleorehus. Men det var ikke muligt for hende at holde huset i samme stil.

Den ældste søn, der også hed Niels Peter, overtog huset sammen med sin hustru Suzanne og byggede det om. Tårnet blev pillet ned, og der kom stråtag på.

Om Niels Peter den Yngre sagde man, at han kun gav folk hånden en gang. Nemlig første gang han mødte et menneske. Så var det overstået. Man kan sige han var forud for sin tid. I stedet benyttede han den buddhistiske hilsen Namaskara Mudra, hvor håndflader er samlet foran brystet og man bukker sig let fremover.

Et stykke tid inden sin død mødte han dog op hos skovfogeden, rakte ham for anden gang hånden med ordene: ”Tak for alt, Madsen.”

Niels Peter den yngre var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Holger Danske og Studenternes efterretningstjeneste. Han havde dæknavnet Tykke Niels.

Familiens villa på Christian Winthersvej i Frederiksberg husede folk fra modstandsbevægelsen. Den 20. december 1944 blev huset sprængt i luften efter ildkamp med besættelsesmagten. Det gav et gevaldigt brag, idet der var opmagasineret meget ammunition i villaen.

Det lykkedes de fleste at slippe helskindet væk. Lederen af modstandsbevægelsen i Sorø Amt, Bruno de Neergård, blev anholdt af Gestapo og senere henrettet i Ryvangen. Den unge Niels Peter slap næsten uskadt væk og mistede kun spidsen af en finger.

Derefter blev Humleorehus brugt til rekreation for folk fra modstands-bevægelsen. Det er lidt sjovt, når man tænker på, at en værnemager boede på Elmegården, der ligger lige uden for skoven. Han hed Aksel Jensen og malede tyske Messerschmidtjagere i camouflagefarver. I øvrigt var der på engen ved siden af Humleorehus en tysk militærforlægning.

Ved oprydningen af huset, der var sprængt i stykker, blev affald fra tomten kørt til Humleore og dumpet i en mergelgrav.

Gunnar Dyrberg var en kendt person i Holger Danske Gruppen. Han var likvidator. Han har boet på Humleore. Han har arbejdet tæt sammen med Flammen og Citronen. Dæknavnet var Herman.

Da den unge Niels Peter døde i 1986, blev også han urnesat ved siden af sin far.

 Herefter overtog Niels Peter Sebastian Arnstedt og hans søster Benedikte styringen. Søsteren blev købt ud.

I 2004 blev godset opkøbt af Eriksholm Skovdistrikt, som nu står for skovdriften.

I 2021lejede Benjamin Macher sig ind i bygningerne. De fungerede som selskabslokaler og blev lejet ud til livets store fester, hvor man blev beværtet efter alle kunstens regler. I november 2023 måtte Benjamin kaste håndklædet i ringen. Der var fra udlejernes side ikke interesse i at bevare huset som erhvervsejendom, hvorfor det ikke blev vedligeholdt. Et ejerskifte har også spillet en rolle.

I 1950 indspillede Nordisk film en komedie, der hed Suzanne. Et par scener foregår på Humleore.

Haven blev anlagt af en berømt landskabsarkitekt, C. Th. Sørensen. Der har været et stort orangeri. Folk kom langvejs fra for at beundre haven. Hver onsdag kom busserne fra hovedstadsområdet og resten af Sjælland. Den samme arkitekt har stået for udformningen af området ved Ringsted Rådhus, herunder pergolaen på sydsiden.

Røgelborg.

På engen ved siden af Humleorehus ligger Røgelborg.

Navnet på postkassen er Ahlefeldt Laurvig. Familien er medejere af skovdistriktet.

Her boede overgartneren – Owe Bodentien - fra Tivoli en gang.(1978 – 2004.) Han har plantet lindetræet på marken. Han er nu flyttet ud i Posthuset.

Tidligere har huset været beboet af Gunnar Seidenfaden og Lulu Arnstedt. (Alix Emilie). Gunnar er en kendt botaniker, der bl.a. har været medvirkende til, at Botanisk Haves orkidehus er kommet op at stå. Han var ambassadør i Thailand, hvorfra hans kendskab til orkideer stammer fra. Endvidere diplomat i Moskva og Washington.

I kraft af sine egenskaber som cand. polit. og naturvidenskabelige studier, deltog han i mange internationale konferencer om miljøspørgsmål.

Det danske miljøskib er opkaldt efter ham.

Han var farbror til Thøger Seidenfaden.

På dette link har Bent Meier Larsen beskrevet skabelsen af Humleorehus: https://www.vigersted.net/om-vigersted/historier-fra-vigersted/historien-om-humleorehus-og-humleore-gods/

Her kan du læse en grundig beskrivelse og se en masse billeder.

Øvrige kilder: Roskilde museum og lokale borgeres fortællinger.