En ulykke i Vigersted

Christian Jensen vågnede, som han plejede ved solopgang. Han kiggede på sit lommeur. Tiden viste 8 minutter over 5. Det var tid at stå op og fodre og malke de to køer, og sørge for de tre grise, de havde i stien.

Først ville han trække uret op. Det var et ritual, som han efterhånden havde lidt svært ved. Især om morgenen, hvor fingrene endnu var stive. I dag var kulden også slem. Det havde været tæt på frostvejr og det var ikke godt for leddene.

Hans kone, Astrid, var allerede i gang i køkkenet. Hun havde sørget for hønsene og var ved at bage brød. Det betød, at køkkenet snart vil være rart og dejligt varmt. Der kunne godt have duftet af kaffe, men det var jo ikke søndag. Christian åbnede døren og gik ud på gårdspladsen for at komme over til stalden. Ganske rigtigt var det koldt og Christian gav sig lidt, da han gik over de toppede brosten.

Han slog døren op til stalden og nød lugten og ikke mindst varmen fra køerne. De var utålmodige efter at blive malket og komme på græs, og Christian tog fat. Gymnastikken i fingrene og køernes varme betød, at hans fingre kom i gang, og smerterne fortog sig. Det var en lise for den 70-årige tækkemand.

Efter malkningen ventede endnu et ritual. Han kunne lige nå op til spærremmens nederste tværbjælke, når han stod på tæer. Han tog fat og forsøgte at hæve sig op, som dengang han gik på højskole i Høng og dyrkede gymnastik. Endnu kunne han hæve sig op. Ikke så mange gange som tidligere, men han nåede da tre.

Inde i køkkenet satte han kanden med mælk på bordet. Resten stod i junger og ville blive hentet af Christian Madsen i lastbilen og siden kørt til mejeriet i Kværkeby. Det gav en slat penge til husholdningen, og smør og ost var billigt for andelshaverne.

Astrid og Christian satte sig og spiste morgenens mad.

”Skal du så til Morten Hansens i dag?”

Christian nikkede bekræftende.

”Han skal have tækket stalden, og de gamle strå har de selv pillet af”.

Christian syntes, det var en ærlig sag. At man gerne ville spare nogle penge, og han var glad for, at han ikke skulle stå i støvet fra 4 årtier.

”Jeg lider ikke, at du skal op og kravle igen.”

”Vi skal bruge pengene, og det er det håndværk, jeg har lært”.

Det var ikke første gang, de berørte det emne. Astrid mente nok, de kunne klare sig med det lille landbrug. Christian vidste, at der endnu var en del, som skulle betales. Det kunne hurtigt blive sådan, at de ikke kunne klare sig selv. Så ville de være afhængige af børnene. 2 sønner og 2 døtre, som for længst var i vej. Deres svigersønner og svigerdøtre vil nok betakke sig for at have de to gamle boende. Det var ikke just herregårdslignende tilstande, de boede under. Ingen af dem var blevet i sognet.

Så var der fattighjælpen. Men om de kom ind under betegnelsen ”værdigt trængende” var uvist. Og så var der jo det med stemmeretten. Christian gik højt op i sine rettigheder som demokratisk medborger. Astrid var også stolt over, at hun siden 1908 havde stemt til sognerådet og siden 1915 til Folketinget. Retten ville blive frataget, hvis de skulle ligge samfundet til byrde.

Og så var der omgangsforsørgelse, hvor de måske kunne bo på skift hos sognets lidt mere velstående indbyggere. Men at stå med hatten i hånden og bede om almisser var ikke noget, der stod højt på Christians ønskeliste.

De omgangsforsørgede var ilde set.

Nej, det måtte blive, som det var. Christian var en dygtig og velanskrevet tækkemand. Om end han godt vidste at ”7 gange 10 er støvets år”, som man sagde i folkemunde.

Det var tid at komme til Vigersted. Christian spændte for og kørte med sit værktøj og rør til gården, som Morten ejede. Han nød synet af de grønne marker og ikke mindst lærkernes jublende sang, som næsten fik ham til at brumme.

”Vel mødt, Christian. Som du ser, er det lige til at gå til.”

Christian gik rundt om stalden sammen med Morten. Remme, hanebomme og tværbjælker så fine ud, men et par af lægterne var frønnede.

”Jeg kigger lige på de lægter der,” sagde Christian og hentede stigen.

”Gør du det, men jeg vil blive glad, hvis vi kan spare nyt træ,” sagde Morten.

Christian kravlede op og tog træværket i øjesyn. Så snart han begyndte at klatre i træværket, kunne man se, at det havde han prøvet før. Morten kunne ikke lade være med at beundre gamlingen, der trods gigtsmerter og ældede muskler svingede sig rundt mellem spærene. Nu var han ved de tvivlsomme lægter øverst oppe. Forsigtigt satte han en fod ud. Det knagede. Morten kunne også høre det.

”Så længe det knager, så holder det”, mumlede han.

I det samme brast lægten, og Christian faldt. Det lykkedes ham med det yderste af fingrene at få fat i hanebommen. Et kort øjeblik troede han, at han kunne hæve sig op. Så mærkede han fingrene glide og så ned. ”Det bliver en hård landing”, tænkte han, mens hænderne slap taget, og han styrtede ned på cementgulvet. Benene gav efter under ham, og hans hoved knaldede dumpt i den nådesløse staldgang.

Da Morten nåede hen til tækkemanden, løb en tynd blodstribe ud af næsen på ham. Karlen Julius stod lige bag Morten, der prøvede at finde ud af, om Christian levede. Morten og Julius løftede den gamle mand op uden besvær og bar ham ind i stuen, hvor de til madmors store fortrydelse lagde ham på divanen. Om de vidste hvor svært det var at fjerne blodpletter?

Morten tog røret af telefonen, drejede på håndtaget og bad om at få Doktor Tvedegård i Jystrup. Der gik ikke lang tid før Fordbilen standsede på gårdspladsen På afstand kunne man se støvskyen og man vidste, at med den fart var det lægesønnen Frithjof, der sad ved rattet.

Han sprang energisk ud af bilen og bad om at se patienten. Mens han undersøgte tækkemanden, kunne Morten se, at tænderne blev bidt lidt mere end sædvanligt sammen. ”Det er en slem hjernerystelse, måske kraniebrud. Vi kan ikke flytte ham nu. Jeg tror, vi skal have fat i Fru Jensen. ” Madmors stemme lød næsten krænket mens hun kværulerede. Et hvast blik fra den unge læge fik hende til at stoppe. ”Jeg henter hende,” sagde doktoren.

Kort tid efter sad Astrid ved mandens side med et uudgrundeligt udtryk.

Kl. halv tre om eftermiddagen drog han sit sidste suk uden at være kommet til bevidsthed. Præsten var også kommet til, og han tog over derfra.

I Ringsted Folkeblad kunne man den 20. maj 1927 læse følgende lakoniske notits:

En ulykke i Vigersted.

Tækkemand Chr. Jensen, Snekkerup, dræbt.

I Dag, da Tækkemand Christian Jensen, Snekkerup, var i Færd med Tækkearbejde hos Gdr. Morten Hansen, Vigersted, og befandt sig på næstøverste lægte, gik lægten pludselig i stykker. Jensen fik fat i øverste Hanebom, men kunne ikke holde Taget, hvorefter han styrtede ned på en cementbelagt Staldgang. Han forslog sig meget alvorligt og blev i bevidstløs Tilstand baaret ind. Lægerne Tvedegaard, Jydstrup, der kort efter kom til Stedet, konstaterede, at Jensen havde faaet en stærk hjernerystelse. I Eftermiddag ved 2 ½ -Tiden er Jensen afgaaet ved døden uden at have været ved Bevidsthed. Han blev 70 Aar gl. og efterlader sig Hustru og flere voxne Børn.

 Et liv fik sin ende med en kort notits på side 7. Christian kom ikke til at bede om almisser og fattighjælp, hvilket sognerådet var glad for.

Astrid kunne derimod ikke stemme ved folketingsvalget den 24. april 1929. Her kom Thorvald Stauning til magten, og i 1933 sikredes det, at stat og kommune havde pligt til at hjælpe ilde stillede uden, at de skulle fortabe deres rettigheder som demokratiske borgere ud fra devisen: Alle mennesker har et værd.