Gerda Ahrenkiel Petersen

Januar 1994. Kildegård, Ortved

Da jeg fik opfordring til at bidrage med nogle linier til, hvad jeg vil kalde, hverdagsliv på landet især i Vigersted sogn, syntes jeg – ved at læse de foregående indlæg at alt var beskreved. Livet på godt eller ondt, skikke, højtider, beklædning osv,, der kunne næsten ikke være mere at skrive om – og dog lad mig prøve.

Søndag d. 15 aug. 1920 kom jeg til verden på Kildegården i Ortved. D. 12 sept. døbte pastor Krogh Mejer mig i Vigersted kirke, hvor jeg fik navnene Gerda Ulrick Ahrenkiel. Hvorfor Ulrick til en pige? I min mors familie fik både piger og drenge navnet Ulrick – en skik der gik tilbage til ca 1745. Min mor – Karen Ulrick Ahrenkiel var datter af Sofie og Hans Larsen, Havreholm, Balstrup. Min far var søn af Mathilde og Steffen Ahrenkiel, Møgeltønder. Denne by var næsten 100% dansk, men under tysk herredømme Nu må jeg gøre et lille sidespring. I den tyske skole var der een times danskundervisning pr. uge og hvis en lærer viste sig at være for ”dansk” var det afsked.

Ligeledes var det fx forbudt at have tjenestefolk eller en foredragsholder m.m fra Danmark. Min far blev som alle andre unge mænd indkaldt til ”session” d.v.s. til krigstjeneste i 1915 Far og hans gode ven Hans Abild var enige om, at de skylde ikke kejser Wilhelm så meget, at de ville ofre liv eller lemmer for ham, så de drog til Rejsby, hvorfra de ved højvande gik i Vadehavet, mens vandet langsomt faldt kunne de nå langt ud. De havde bemærket sig hvordan kirketårnene langs kysten så ud, og med deres medbragte søkiggert, kunne de se når de kunne gå i land i Danmark. Ad kringlede veje og stor hjælp fra Helle Godtveds far nåede de ca 1917 til Midsjælland.

Da mor og far flyttede ind på Kildegården i 1920 fik de af mormor og morfar – som indflytningsgave – træerne til den kønne allé og det timedes dem at se, vor smuk og kraftig den blev. Far syntes at de grusbunker, der var nede på engen skulle udnyttes, derfor fik han først støbt nogle mursten og deraf bygget 2 huse. Det ene – der hvor jeg bor, blev brugt til at stryge tagsten i, det andet til at støbe mursten og rør i. Som mindreårig var jeg i hælene på far, han fodrede selv dyrene, jeg ”hjalp” efter bedste evne. Signe, der boede nede ved Vigersdal, malkede morgen og aften. Da jeg var ca. 6 år lærte hun mig at malke og jeg fik ”min egen ko” som jeg malkede hver aften (sikkert et gammelt skrog). Jeg gik også på danseskole og så var Signe mit trofaste publikum, når jeg viste mine færdigheder op og ned ad staldgangen. Cykel fik jeg også på den tid – det var for at være ”køreklar” til jeg til april 1927 skulle i skole.

1. klasse var hos frk. Madsen I i den gamle skole og i løbet af 2. klasse flyttede vi til den nye oppe på bakken – den rene luksus med spisestue. Derefter til lærer Simonsen i 3. klasse. Disse år gik vi i skole hver anden dag. Mine forældre mente jeg trængte til at gå i skole hver dag, så i 4. klasse begyndte jeg i Ringsted Borgerskole. Det var en ren svir, for i middagspausen, der var på 70 min. kunne jeg nå at cykle til min mormor og morfar, hvor jeg fik frisk og varm middagsmad i stedet for den mad, der i vigerstedtiden havde stået i ovnen 3 timer og ventet til jeg kom fra skole.

Ca 1930 fik far gift fodermester, derfor blev det største af støberierne indrettet til bolig. I det lille hus arbejde Albert Christiansen i ca 14 år. Kvalitetskravene til cementsten blev strengere, så enten skulle der nye maskiner til eller også skulle der lukkes – der blev lukket.

Efter endt skolegang ville jeg allerhelst have noget med jord og dyr at gøre – men nej det var ikke noget for en pige, så det blev til ½ år som elev på en systue – det var såmænd ikke så slemt. Under krigen kom det mig til gode at kunne holde lidt sammen på stumperne. Derefter ud på en gård, hvor vi var 2 piger, der skiftedes til at være i stue og køkken. Selv om det var en alm. bondegård var der stor afstand mellem herskab og tjenestefolk. Gårdejerens far havde en charkuteriforretning i Kbh – derfor var der en del gæs på gården. De stod i små bure, her blev de tvangsfodret maskinelt, de fik majs plus lidt olie, så gled det lettere ned. Når de stakkels dyr, var lige ved at dø, blev de slagtet og sendt til Kbh., hvor den meget store lever var meget kostbar og solgt som ”ægte” Strasbourger leverpostej. Denne form for gåsehold er for længst forbudt – her i landet. Det næste halve år var jeg hjemme. Min mormor var alvorlig syg og mor blev hos sine forældre ca. ½ år. Det var vist så som så med min husførelse, men Alberts kone, Ingeborg kom en gang om ugen og ryddede op efter mig så far og karlene overlevede.

Næste station var på en gård på Stevns her var virkelig rart at være, selv om vi var 3 piger + mange unge mennesker var der en god atmosfære. Fruen – vel nok i samråd med mine forældre, anbefalede mig at tage en vinter på ”Den kgl Skydebane”,. Opholdet her burde have en hel side for sig selv, men nu må jeg hellere se at komme videre, for nu skulle jeg til at vise hvad jeg kunne og det blev som husjomfru på et mindre hotel i nærheden af Kalundborg. Efter 2 sæsoner var jeg så udkørt – ja nærmest umulig, så jeg fik bevilliget et ophold på Gerlev Idrætshøjskole og lige til Krogshede var over 90 år kunne vi endnu mindes vore lange cykleture når vi skulle ud at give

opvisning.

Nu var der sket det i de seneste år at jeg var blevet ”pige” og havde fået en ven og en dag sagde han at nu måtte vi gifte os for så kunde han få plads som bestyrer på en gård, hvor der var 4 karle så det var en betingelse at han havde en kone – og så blev der bryllup. Desværre holdt ægteskabet kun 3 år og i 1946 var jeg alene med Hans Jørgen på ½ år.

Ved familiens og gode venners hjælp fik jeg først et kursus i en modeforretning, i Kbh. og derefter en lille butik i Ringsted. Det var gudskelov den gang man klædte sig pænt på og m. hat og handsker når man gik på gaden. I juli 1947 fik jeg en 3 værelses lejlighed, jeg var lykkelig og fik flyttet så godt som alle mine ting, der stod på Kildegården. Ca 3 uger efter brændte Kildegården, mor og far fik så godt som intet ud og i 1½ år indtil det nye stuehus var bygget boede de hos mig.

I 1951 vovede jeg et nyt ægteskab min mand var søn af en af fars venner fra Møgeltønder (forvalter på Schackenborg). Hans Carl Petersen og jeg begyndte som alm. medhjælp på Kildegården, senere som forpagtere og til sidste som ejere. Vi fik sønnen Carsten. I 1974 fik mor en hjerneblødn. og da vi boede så nær, fik jeg næsten 2 husholdn. i 12 år, men der var god hjemmehjælp til rengøring og personlig hygiejne.

Efter mors død i 77 var far meget frisk – 80 år gammel og nu ville han ud og se noget af verden og i 6-7 år turede vi det meste af Europa rundt – helst i sept. måned – så var klimaet passende; det blev nogle skønne minder.

I juli 1986 døde far næsten 90 år gl. Hans Carl og jeg syntes, vi var for gamle til at flytte ind i stuehuset, så vi blev i det – i årenes løb meget forbedrede cementstøberi. I nov 89 døde Hans Carl. Han blev bisat i Møgeltønder.

Carsten bor nu i stuehuset og jeg bliver her i ”cementstøberiet”, hvor jeg synes jeg har det rigtig rart. Hans Jørgen bor i Glumsø, så jeg ser mine ”drenge” dejlig ofte. I 1992 overtog Carsten Kildegården.

Gerda Ahrenkiel Petersen Kildegård, Ortved Roskildevej 338

Vigersted Voksenklub

Copyright© Alle rettigheder forbeholdes.