Natmandens Hævn

”Hør efter karle” råbte Søren Kromand." Jeg skal bruge jer i morgen tidlig. De 10 af jer der kan løfte denne kampesten kommer med og tjener gode penge.”

Flere slukørede karle drejede om på hælene og gik. Stenen var så stor, at de ikke engang ville prøve. Nogle af de største brovtede og mente nok, de ville kunne kaste stenen over på den anden side af grøften. Det kunne de nu ikke, men efterhånden dannede der sig et billede af hvem kromanden kunne bruge. Et par handelsfolk stod ved deres vogne og striglede deres heste. De betragtede samtidig det sceneri, der udspillede sig. Det var for deres skyld, at kromanden satte dette i værk. Og de vidste godt, hvem der kom til at betale de penge, Søren havde udlovet.

Karlene skulle være vagter for kortegen af vogne. Når der var ti i rækken ville de tage af sted næste morgen og karlene ville være bevæbnede med knortekæppe, høtyve og skydevåben. Flintebøsser var at se rundt omkring og en enkelt dobbeltløbet pistol ligeså. De 10 skulle sikre, at røverne i Digemosen ikke skulle få lyster i retning af at forsøge røveri. Der var blevet begået flere drab af de gudfornægtende, aftakkede soldater og desertører, der aldrig var blevet færdige med krigen.

Nu rullede en ny vogn ind foran kroen. En afvisende stemning bredte sig, da vognmændene så, hvem det var. Natmandsknægten Hans Andersen fra Ringsted sad på bukken og grinede i skægget. Der opstod hurtigt et tomrum, da han satte sin vogn. Flere vognmænd fandt en ny plads. De ville helst ikke ses i selskab med natmandsknægten. Stanken af rådnende dyrekroppe var heller ikke til at skjule, selvom vognen var tom i dag.

Hans var glad og tilfreds. Så tilfreds, som man nu kunne være, når ingen ærlige og arbejdsomme borgere ville omgås ham. Men det var han så vant til. Han havde været i Roskilde for at bistå skarpretteren Christian Puhan med en henrettelse af en barnemorderske. Først førte Hans pisken, og da skarpretteren havde udført sit arbejde – i dette tilfælde en afhugning af den unge piges hoved, så var det natmandens opgave at få sat hovedet på en stage. For dette havde Hans fået 4 mark. Det var en af de givtige tjanser. Også selvom Mester Puhan havde taget størstedelen af byens afregning. Desuden havde han haft 4 hunde- og katteskind med som skulle afleveres til ejerne, og for disse havde han fået i alt 48 skilling. Altså havde han nu syv mark i sin pung. Og selvom han skulle aflevere halvdelen til sin mester, natmand Frands Andersen i Ringsted, så mente han nok, at han kunne tillade sig en tår øl.

Han bestilte 2 krus øl mens han sad på bukken og kromanden sendte en af karlene ud med det. Natmandsvognen lugtede ikke godt, men pengene var gode nok.

”Nå, skal vil følges ad til Ringsted?” spurgte Hans. Han viste godt, hvorfor de ventede her på kroen. ”Eller er I bange for mørket?” Der var ingen, der svarede. De fleste lod som om, de ikke hørte ham. Hans tømte kruset. Og det andet med. Et rungende ræb fik dem til at dukke sig. Hvis de betragtede ham som rakkerpak, så skulle de få det. Med et latterbrøl knuste han krusene og slog knald med sin pisk Han satte gang i vognen og satte kursen ned over Møllebækken og op mod Digemosen. Krokarlen måtte forklare værten, at der ikke blev betalt for øllet.

Ertmann ventede bag et stort træ. Han var alene og bar en dobbeltløbet pistol. De var flere. Men i aften var han her alene. Han sad og tænkte på sin tid ved garnisonen i Kalundborg. På hvordan han havde slået den brutale befalingsmand ned og var deserteret. Han længtes også hjem til de fede agre i Holsten. Nu hørte han så Hans komme trillende på sin vogn, småbrummende fordi hans mave var fuld af godt øl.

Ertmann sprang frem og pegede på Hans med pistolen. ” Halt!!” brølede han.

Hans standsede vognen og tænkte hurtigt. Der var ikke andre i nærheden. Røveren havde en pistol. Hans sin pisk. Ulige styrkeforhold, så han måtte forstille sig.

Han rakte hænderne op. ”Hvad vil du? ”Stemmen dirrede som ude af kontrol.

”Dine penge.”Ertmann viftede truende.

”Min husbond slår mig ihjel. ”Hans klynkede med bævende stemme.

Ertmann lagde al sin trussel i de næste ord, der ikke levnede nogen tvivl om hvad han ville.

”Hvad tror du jeg gør? Giv mig din pung!!!”

Elendig lød Hans, da han så mindeligt bad om hjælp fra den ene fattigmand til den anden.

”Hvis du nu kunne skyde et hul i min hat, så kan jeg fortælle husbond, at jeg kæmpede alt hvad jeg kunne”. Stemmen knækkede over af forstilt angst.

”Så lad gå da.” Ertmanns stemme slog over og blev helt venlig. Han løftede pistolen og tog sigte.

”Vent – lad mig lige tage den af og hænge den på busken.” Dødsangsten flagrede ud af munden på Hans.

Da Ertmann tog sigte igen, lod Hans skrækken være årsag til, at han snublede og Ertmann kom ud af balance. Skuddet traf ikke.

Rasende vendte han sig mod Hans. Natmanden lå klynkende på sine knæ. Ertmann lod sig endnu en gang formilde og lavede et fint hul i hatten med sit andet skud.

Selvtilfreds vendte han sig hånligt mod det dødsensangste offer.

En forvandlet Hans lød som en rasende bjørn. Han sprang brølende til vognen og greb sin pisk.

For sent kom Ertmann i tanke om, at der kun var to skud i bøssen. Han nåede ikke at lade den igen.

Ertmann lå ned, da vognen kørte videre. Natmandens håndelag med pisken fornægtede sig ikke. Alt det indestængte raseri og had fra en ydmygende hverdag flænsede huden i ansigtet og på hænderne på en deserteret røver.

Og der var jo råd til en ny hat....

Et gennemreguleret samfund med social mobning.

1700 tallets samfund var på mange måder ligeså gennemreguleret som i moderne tid.

Stavnsbånd på landet og i byerne et embedsvælde gjorde, at der ikke var meget der slap forbi offentlighedens vagtsomme radar. Og dog. Der var funktioner i samfundet som ingen lovlydige borgere ville røre ved af religiøse grunde. Derfor opstod funktionen Natmand.

Natmanden sørgede for at fjerne selvdøde dyr, ofte for at flå dem. Da de ofte selv skulle opspore dyrene, så var det oplagt en gang imellem at slagte et bortkommet dyr. Men de var ellers ikke sarte. De spiste gerne af de selvdøde dyr og fik dermed mere mad end så mange andre.

Huder og fedt fra dyrene var en indtægtskilde. En anden funktion var at fjerne lokumsspandene i byerne. Herved fik de gødning til en jordlod, der blev tilbudt i forbindelse med natmandshuset.

En tredje funktion var at bistå skarpretteren – bøddelen. De skulle hjælpe med piskning, henrettelser, stable bål til afbrændinger, slibe sværdet, lægge lig på hjul og stejle, sætte afhuggede hoveder på stager og fjerne de hængte lig fra galgerne. Det gav dem en ekstra og illegal indtægt i form af, at tyvefingre kunne bruges til ølbrygning og afskårne hemmeligheder kunne bringe større potens til slatne mænd.

Der var mange andre funktioner som af en eller anden grund ikke var velset. Skorstensfejer, glarmester, rebslager hørte også under natmandens arbejdsområde. Natmanden ansatte derfor et par natmandsknægte som hjælpere. Hierarkiet hed altså bøddel, natmand og natmandsknægt.

Alt i alt levede natmandsfamilierne godt rent økonomisk. Prisen var, at de blev socialt isolerede, idet ingen ville omgås dem, og de der ville, blev ligeledes socialt udstødte.

Flere natmandshuse fungerede som smugkroer, hvor der blev holdt natlige sammenkomster med grovspiseri, druk og hor. Ofte var natmændene i familie med hinanden. Var man født som barn af natmand, var der stort set ikke andre muligheder end selv at slå ind på den vej. Natmændene fungerede både på landet og i byerne.

Sognene rundt om byerne blev inddelt i områder, og hver natmand havde sit revir. Deres nærmeste overordnede, var den skarpretter, der fungerede i området. For Ringsteds vedkommende var det lidt forskelligt om han kom fra Næstved, Slagelse eller Roskilde. I 1735 hed skarpretteren i Roskilde Christian Puhan. Han var ud af gammel bøddelslægt fra Tyskland.

Røverne:

Mens natmændene var en fast del af det organiserede samfund, så var røverne lidt mere ustyrlige. Når soldater blev hjemsendte, fik de fripas til at rejse, hvorhen de ville for at søge arbejde. Det var en form for belønning.

Alle andre skulle altid søge øvrigheden eller deres overordnede om lov til at rejse. Tit kunne soldaterne ikke finde sig i at skulle til at leve et borgerligt liv. Derfor slog nogle af dem sig sammen i bander og hærgede store områder. Med livet som indsats, for straffene var strenge og blev eksekveret af natmænd og skarprettere.

Mange af soldaterne var tyske lejetropper, mange af dem var tvangsudskrevne bønderkarle. En af grundene til at stavnsbåndet blev indført var netop at sikre hvervningen af soldater. Den store nordiske krig sluttede i 1719, så der var mange, der blev sendt hjem med fripas. Også deserterede soldater hørte til i denne flok af potentielle røvere.

En sådan røverbande gemte sig angiveligt i Digemoseskoven, Humleore samt skovene omkring Jystrup.

Overdrevskroen fik bevilling i 1735, samtidig med at Christians den 6. prøvede at få styr på landet med en dyb religiøs baggrund. Kroen havde dog eksisteret siden midten af 1600-tallet. Der var mange rejsende mellem Roskilde og Ringsted og på Overdrevskroen ventede vognmændene på hinanden indtil de følte sig sikre. Endvidere blev lokale bønderkarle hyret til at følge dem det sidste stykke mod Ringsted.