Blev det nye tider………?

I 1926 blev Den Sjællandske Midtbane indviet. Den forløb 800 meter vest for Vigersted med station på Ortved Stationsvej. Et link til yderligere oplysninger kan ses her:

http://vigersted.net/om-vigersted/historier-fra-vigersted/den-sjaellandske-midtbane/

Mange steder i landet betød anlægsarbejder af bl.a. jernbaner, at der kom masser af arbejdere til lokalområderne. Det ændrede forholdene i land- og byområderne. Erhvervsstrukturerne blev ændret. Befolkningens sammensætning blev ændret. Omstillingsparatheden blev udfordret. Tolerancen over for udefra kommende blev udfordret. Fordommene kæmpede med sund fornuft. Tja, det lyder måske bekendt?

I hvert fald kunne følgende episode have udspillet sig i Vigersted i starten af forrige århundrede. Det skal siges, at episoden var med i Vigerstedilettantens egnsspil om Den Sjællandske Midtbane. Det  løb af stabelen til Sct. Hans 2019. 100 år efter at anlægget af strækningen Ringsted - Hvalsø begyndte.

Og så var der svenskere iblandt dem!

Nu kom de. Banebørsterne. I lang tid havde folk gået og snakket om dem. Nu skete der snart noget her i Vigersted. Nu ville der blive liv og glade dage!

Nogle af de gamle var ikke så begejstrede. Hvad var der nu galt med heste og vogn? Nu var der jo også kommet rutebiler. Hvad skulle man så med en jernbane? Og så forbi både Kværkeby og Jystrup. Vigersted havde aldrig helt været på god fod med de to landsbyer. Karlene fra Kværkeby sloges med karlene fra Vigersted om pigerne. Og Jystrupperne syntes altid, de var så fine på den.

Men nu kom de. Banebørsterne kom syngende ind på forten. Der havde gået adskillige historier om dem. I Glumsø havde de stjålet både høns og gæs og slagtet dem. Den eneste, der var glad i Glumsø, var Høkeren. Han fik solgt masser af brændevin. Ja, og så kromanden - han havde noget af en omsætning. Nu var de kommet til Vigersted.

Linda og hendes familie kiggede nysgerrigt på dem, da de kom frem. Lindas forældre var gudelige. De bekendte sig til Indre Mission. Linda syntes, det var lidt tungt en gang imellem. Bordbøn og et øje i det høje, der holdt øje med alt. 18 år var hun blevet. Hun ville gerne have været ud at tjene, men nej. Far og mor syntes, der var lidt for mange fristelser. Og de gik og ventede på et godt parti. I stedet blev hun den, der skulle holde øje med de små. Søren, Sofie og Sine. De kunne være noget så irriterende.

”Nu kommer børsterne. Djævelens børn”. Sådan havde moderen sagt.

”De bander og drikker. De er ugudelige. Og man siger, at de har stjålet 2 småbørn i Glumsø og spist dem. Og så er nogle af dem svenskere!!” Det sidste blev næsten hvisket. Jo, fremmedforskrækkelsen herskede i høj grad også i Vigersted.

Sognefogeden tog imod og havde fået sat et bord op foran forsamlingshuset. Børsterne stod og så forhutlede ud. De stillede sig i kø. Vidste godt, hvad der ventede.

Sognefogeden tog hver enkelts skudsmålsbog. Åbnede på forreste side. Sagde højt navnet og bladrede så igennem bogen med rynket pande. Nogle blev gennet til side af banebetjentene, som var hyret ind af entreprenørfirmaet Prosch og Jensen. Andre fik lov at slippe forbi. De samledes i en flok ved fortens vestlige ende.

Efter nogen parlamenteren fik også de tilsidesatte lov til at samles med de andre. Det hele tog en time, og nyhedens interesse var allerede faldet.

Sølle så de ud. Slet ikke som de grumme uhyrer, man havde brugt til at skræmme børnene med. Endelig gik børsterne ind over Rusgårds Bakke. Der var en lade, tæt ved hovedvejen, som de skulle bo i. Og så kunne det nok være, at Søren Vært fik travlt på Overdrevskroen.

Den yngste af børsterne hed Torvald. I modsætning til de andre var han fin i ansigtet og forholdsvis ren og pæn. Og desuden knaldrødhåret. Det krøllede hår lagde et gyldent skær over hans ansigt. Flere af pigerne fra landsbyen havde lagt mærke til ham. Ikke Linda. Hun passede børn.

Torvald deltog aldrig i børsternes fester. Heller ikke i aften. Han havde en drøm. Han ville frem i verden og sparede op. Han gik tidligt i seng, og da næste dag var søndag, besluttede han sig for at kigge på Vigersted.

Linda var ude på den sædvanlige tur, hvor hun skulle aflevere 4 bakker æg til æggemanden, Christian Madsen, som sørgede for at samle æggene og få dem solgt på torvet i Ringsted. Selvom det var søndag blev Linda alligevel sendt af sted med de dyrebare varer. Far var sikker på, at det ikke var i en lydig piges lod at komme hviledagen i hu. Det tilkom alene husfaderen. Han sad tung og dyster ved morgenbordet med bønnebogen foran sig.

Denne morgen havde Linda forsøgsvist prøvet at lade ungerne bære en bakke hver. Men ungerne var kåde. Vejret var godt, og måske ville der vanke noget sødt senere. Det skete undertiden, når de havde været i kirke. Hvis præsten havde prædiket til fars tilfredshed.

”Så, møgunger. Lad nu være med at styrte sådan af sted. Hvis I taber æggene, bliver far og mor meget gale.”

”Vi taber dem ikke.”

”Vi er nemlig meget driftsikre.”

”Se - jeg kan holde dem med en hånd.”

”Se, jeg kan også med den anden hånd. Ups.”

Sine holdt begge hænder for øjnene. De to andre blev bomstille. Linda var gråden nær.

”Altså …jeg sagde det jo. Du er da en stor klodsmajor. Den må du selv redde dig ud af. Jeg tager ikke skylden.”

”Far bliver meget vred. Tror du han slår?” Sines stemme dirrede. Linda var ikke til sinds at lade Sine slippe.

”Sikkert. Hans næstekærlighed rækker ikke så langt, når der er penge på spil.”

Hendes stemme blev mildere, da hun så Sines tårefyldte øjne.

”Men lad os se, hvor meget vi kan redde.”

Torvald kom rundt om hjørnet med en lille bylt i hænderne. Han standsede op og så undrende på optrinnet, hvor 4 personer prøvede at samle æggeskaller op fra grusvejen. Han nærmede sig.

”Hvorfor ligger I og roder rundt i støvet? Graver I guld.”

Linda kunne ikke skjule sin irritation.

”Næsten. Den lille møgunge har tabt æggene, og nu prøver vi at redde stumperne.”

Torvald lagde bylten fra sig og lagde sig ned på alle 4. ”Lad mig hjælpe jer.”

Linda kiggede op og hendes øjne mødte Torvalds. Alt gik i stå. De holdt begge vejret.

Torvald kom sig først over den manglende vejrtrækning.

”Hvor mange mangler der?”

”Øhh.” Linda brugte den længe ventede udånding til det meget sigende svar.

Ungerne havde aldrig set hende sådan.

”Linda, hvor mange mangler der?”

”Hvad er der med dig?”

”Er du syg?”

Torvald kæmpede med mælet. ”Jeg hedder Torvald. Dav.”

”Linda. Dav.”

”Hvor mange æg mangler der?”

”Fire.”

Torvald kiggede sig omkring. Så tog han bylten op.

”Her skal I se. Det er lige, hvad jeg har her.”

Ungerne tog over. ”Hvorfor er det lige, at du går rundt med 4 æg i et tørklæde?”

”Jeg fandt dem under en busk. Derovre.”

”Så er det sikkert førstelærerens. Dem må du da aflevere igen.”

”Mon ikke Førstelæreren under en stakkels banebørste et par spejlæg?”

Ungernes øjne blev store. Skrækken lyste ud af dem. De skreg højt.

”Er du banebørste?”

”Slår du os nu ihjel?”

”Stjæler du nu resten af æggene?”

”Slap af. Jeg vil bare give jer de 4 æg, der mangler, så I ikke kommer i vanskeligheder.”

Det tog lidt, tid før roen var genoprettet. Der blev udvekslet æggeskaller. Ungerne gemte sig bag Lindas skørter. Til sidst kunne de alle grine lettet over episoden.

Det blev ikke sidste gang Torvald og Linda mødte hinanden. Det endte faktisk med, at de blev gift. De blev begge respekterede i sognet for deres medmenneskelighed og humor.

Torvald og Linda overtog den hellige gård. Hvordan Torvald overtalte sine svigerforældre og Linda sine forældre må guderne vide. Eller – måske bare den af dem, der har kunnet kende sand kærlighed, når den er der. Kristendommen er trods alt kærlighedens religion.

I Vigersted kom der nyt blod, og det er vel ikke at kimse ad?