Værn om demokratiet - Vigersted Skytteforening 1894.

For nylig (januar 2021) så vi højtråbende mennesker og en galning med djævlehorn og bar overkrop storme den amerikanske kongres på grundlag af en upålidelig og ustabil præsidents udtalelser om valgsvindel. Dertil en samling konspirationsteorier, som næppe er set lignende. Præsidentens drivkraft er øjensynlig en tydelig ulyst til at forlade posten, som har givet ham en unik mulighed for at udøve magt og udstille sit ego.

Der skal kun ganske lidt til, før demokratiet kan vælte. Det er nødvendigt at være på vagt hele tiden. Vi må ikke lade os forføre af demagoger og fake demokrater.

Situationen med præsidenter og regeringsledere, der pludselig får en umådelig lyst til at blive siddende på ”tronen”, er set før og andre steder. Også i Danmark.

I 1894 var situationen i Danmark anspændt. I næsten tyve år havde Konseilspræsident Estrup regeret landet uden om de demokratiske institutioner. Med et parlamentarisk flertal imod sig og nogle utydelige paragraffer i grundloven. Han var grebet af en tydelig modvilje mod at forlade magtens tinde. Det fik konsekvenser for forholdene i det spirende demokrati i landet.

En sen aftenstund i maj 1894 bevægede 8 mænd sig mod skolen i Vigersted. De havde noget vigtigt tale om. Med hjertet i halsen og med konernes formaninger om ikke at gøre noget forhastet, bankede de en for en på skolens hoveddør.

Siden 1875 var Danmark blevet regeret af et forretningsministerium med Estrup spidsen. Han var højremand og som sådan nær allieret med kongen Christian den 9.

Selvom Højre ikke havde flertallet i Folketinget, så lykkedes det gang på gang at gennemføre provisoriske love vedrørende finanslove og en lov om Københavns befæstning uden om Radikale, Venstre og det helt nye Socialdemokrati. Her hjalp Landstinget godt med, idet flertallet her tilhørte Højre. Der var decideret et krav om en høj indtægt, for at kunne blive valgt hertil.

En grundlovssikret ret var det imidlertid, at man kunne samles i foreninger med idrætsmæssige, politiske, oplysende eller religiøse formål. Dette havde fået skytteforeninger til at ”skyde” op. Her kunne man samles om et idrætsmæssigt formål, samtidig med at man diskuterede politik.

Estrups svar var oprettelsen af de blå gendarmer – et korps af bevæbnede og beredne politisoldater, som skulle opretholde lov og orden, evt. med voldelige midler. Han var urolig over så mange våben i foreningerne, der som regel var befolket med politiske modstandere. Mange steder i landet opstod der bataljer. Egentlige skudkampe var det ikke blevet til endnu, men situationen spidsede til.

En ung typograf – Julius Rasmussen – forsøgte sig med en revolver som attentatmand overfor Estrup. Denne blev reddet af en solid frakkeknap og et dårligt sigte. Julius Rasmussen tog sit eget liv i cellen han var blevet sat i.

Nu mødtes de 8 mænd i Vigersted skole for at oprette en skytteforening.

De gik stille med dørene. Der havde været udsendt cirkulærer til sognefogederne om at forbyde oprettelsen af skytteforeninger. Hvis sognefogeden var en venstremand, hvilket han ofte var, så blev cirkulærerne ikke altid efterlevet.

Sognefogeden i Vigersted var venstremand.

I bestyrelsen for foreningen i Vigersted kom lærerne fra Vigersted og Kværkeby, bøssemageren fra Vigersted, flere gårdmænd og husmænd fra de tre hovedbyer til at sidde. Alle var mænd med stemmeret.

Lige under bestyrelsen sad en gruppe delingsførere, som skulle stå for skydeundervisningen til sognets karle og husmænd.

De forsamlede mænd har fået skarp besked på hjemmefra, at de skulle være forsigtige. Det kunne have været interessant at sidde med til bords og høre om planer og betænkeligheder. Turde man fastholde de demokratiske rettigheder, eller skulle man bare rette ind og få det bedste ud af det? Kunne man komme i fængsel?

Situationen var betændt. Et væbnet opgør nærmede sig måske. Den herskende klasse har haft deres informanter blandt landbefolkningen.

En avisnotits blev bragt i Ringsted Folkeblad. Derfor kender vi navnene på de 8 mænd. Det har ikke haft den store betydning, at navnene kom frem, for allerede i august – 3 måneder efter oprettelsen af foreningen – blev Estrup nødt til at gå af. Så kunne oprydningen begynde

Blandt delingsførerne var skytte Rorslund fra Rosengården. Hans arbejdsgiver har ikke været begejstret for skyttens engagement, men måske har han ikke vidst noget. Det var nok ikke Ringsted Folketidende han læste.

Heller ikke baronen fra Svenstrup har været glad. Danmark var dengang stadigvæk for de velbeslåede. Vel var der indført en demokratisk grundlov i 1848, men i virkeligheden var det nu kun omkring 35 % af befolkningen, der kunne stemme.

Tit blev afstemninger om pladser i folketinget afholdt med håndsoprækning, således at godsejerne kunne se, hvem deres naboer stemte på.

Fruentimmer, folkehold, fjolser, forbrydere, fattiglemmer, fallenter og fremmede kunne ikke deltage i den spirende demokratiske proces. Forud var gået en lang periode, hvor det var de privilegerede, der bestemte og levede livet. Middelalder, renæssance, enevælde har ikke levnet mange smuler til almindelige mennesker.

Her 125 år efter Estrup er vi i Danmark kommet så langt, at ingen politiker kan vide sig sikker, hvis loven brydes. Man kan blive stillet for retten, selvom man har magt eller penge. Og frem for alt, så er det stemmesedlen, der bestemmer, hvem der skal blive, og hvem der må gå.

I andre lande forsøger man at opbygge demokratiske modeller, men at blive et demokratisk land er en lang proces. Det indebærer, at man må se sagerne fra flere sider, lytte til hinanden, fordele sol og vind lige, arbejde i folkets tjeneste.

Vi er i Danmark nået langt, men målet når vi aldrig helt. Skiftende tider, skiftende forhold, skiftende muligheder forandrer verden.