Hold afstand.

Arne glædede sig. Han skulle til dansefest hos Ejgil og Else. Det var en fest hvor alle, hvis gårde var over 40 Tønder land kunne være med. Det var første gang Arne skulle med. Han kunne næsten ikke vente med at fortælle det til Torvald, hans bedste ven.

De havde kendt hinanden lige siden de var små. De havde leget sammen, de havde passet får sammen, og de havde gennet gæssene ud og ind morgen og aften. Torvalds far var fodermester hos Arnes far. Derfor havde Arne og Torvald samme pligter. De havde altid fulgtes ad i skole, og de havde begge fået øretæver af Lærer Olsen. Torvald dog lidt flere, men sådan var det jo.

Torvald var kommet ud at tjene efter sin konfirmation, Arne gik på realskolen i byen.. Arne havde ikke set Torvald et par dage, men nu var det endelig blevet lørdag, og han var i det nye tøj. Der skulle danses og Lundberg og hans orkester skulle spille.

Arne stod ved gavlen på gården, da han så en skikkelse nærme sig. Det var Torvald. Han var klædt i arbejdstøjet og der stod en hørm af ko om ham. Arne gik ham i møde. Humøret var højt.

”Hvorfor har du stadstøjet på?”

”Jeg skal til dansefest hos Ejgil og Else Andreasen. Hvis du skynder dig at blive klar, kan vi følges.”

Torvald rystede på hovedet.

”Jamen …..”

”Det er ikke for småkårsfolk. Der bliver kun inviteret fra gårdmændene.”

”Jamen…”

”Det er sådan, det er. ”

Arne måtte gå alene. Humøret var knap så højt. Men det kom op igen, da han så, at Vilhelmine og Rasmine også var på vej. Han og Torvald havde ofte talt om hvem, der skulle have hvem. Nu kunne han vælge og vrage. Hans problem var, at han ikke vidste hvem af dem, han skulle bede om en dans. Han vidste heller ikke, hvordan man skulle spørge, men det tænkte han ikke på lige nu.

Han trådte ind af døren og blev lukket ind i storstuen på gården, der lå lige ved alleen, der førte ind til skoven. Der lugtede lidt af røg, faktisk temmelig meget. Ejgil havde et røgrum på første sal, hvor folk kunne få røget skinker og pølser. Det satte sine spor i resten af huset.

Lundberg og orkestret var i gang med at stemme instrumenterne. Harmonika, banjo, violin og saxofon. Else sad tør og gnaven på en trebenet taburet og skuede olmt ud over forsamlingen af håbefulde unge.

”Hør lige her!!!! Det kan godt være, at I skal danse. Men I skal holde afstand. Hvis I bliver for tætte ryger I ud. Og piger…hvis I bliver tykke, er det en værre redelighed. Kun dansefatning!”

Karlene og pigerne grinede lidt forlegent. Else havde altid været skrap i kæften, men ingen var i tvivl om betingelserne.

Musikken gik i gang, og der blev grinet og sendt skjulte blikke. Arne holdt øje med de andre. Hvordan gjorde de?

Da han var nogenlunde sikker, tog han mod til sig og gik hen til Vilhelmine. Han bukkede dybt for hende og rakte hånden frem. Rødmende gik Vilhelmine med på dansegulvet, og de fik gang i polkaen. Rasmine sendte rasende blikke, men blev snart budt op af en anden karl.

Aftenen gik med sang og dans. Flere gange sneg et par sig ud, uden at Else opdagede det. Når hun gjorde, kunne det høres. Sent på aftenen var hun træt og lukkede med mellemrum øjnene.

Det blev Arne, der fulgte Rasmine ned til Vigersted. Rasmine var stadig vred over den første dans. Da de nåede Bygaden kunne de se en flok ved gadekæret. Blandt dem stod Torvald. Han undgik Arnes blik og stod i stedet i en god bredstående med armene i siden.

I aftenens løb var det blevet klart for ham, hvordan verden var skruet sammen. Det nyttede ikke noget, at man var barndomsven med gårdmandsungen. Når alt kom til alt skulle de nok sørge for at deres position ikke blev anfægtet. Det var også blevet klart for ham, at han nok ikke skulle regne med hverken Rasmine eller Vilhelmine. Dansefesterne blev lavet for, at de lige børn skulle lege. Gårdmændene skulle ikke risikere at en opkomling giftede sig ind i arvefølgen.

Nu stod han her med de andre ikke-indbudte. Det var tydeligt, at afstanden skulle hævnes. Når gårdmandsungerne vendte hjem fra deres lukkede fest, måtte der afregnes.

Arne var alene, de andre for mange, og først da et par blå øjne var brudt frem, sagde Torvald, at de skulle stoppe. Da var Rasmine for længst rendt hjem, og Arne måtte alene, laset og mørbanket vende hjem til den fædrene gård. Også han måtte erkende, at verden ikke altid var, som man kunne håbe.

Flere andre måtte vende hjem i laser og med mørbankede lemmer.

Der var afstand.Og den var blevet cementeret.

Historien bygger på følgende oplysninger:

1800-tallet blev den danske bondestands glansår. Mange bønder blev selvejere, de udviklede deres gårde, blev velstående og derved opstod en ny stand. Gårdejerne. De udviklede et standskodeks, kunne efterhånden ansætte så meget tyende, at de ikke selv behøvede at arbejde. De fleste gjorde det dog alligevel. I mange tilfælde gjorde driftigheden og den rettidige omhu dem i stand til at konkurrere med det tidligere herrefolk – adelen og embedsvældet fra enevælden.

I slutningen af 1800 tallet kom der en række love, som gav småkårsfolk muligheden for at købe og bygge små husmandssteder, der kunne skaffe dem et udkomme. Lige pludselig var der opstået flere klasser og stænder på landet, hvor der før ”bare” havde været bønder underlagt godsejernes luner.

I bogen ”To lægegenerationer i Jystrup” har Hans Tvedegaard beskrevet sin barndom i Slimminge. Her fortæller han om dansefester, hvor gårdmandsungdommen lånte storstuen hos gårdmænd med plads nok. Her kunne man så holde dansefester – men kun for gårdmændenes ungdom. Man ville sørge for at de unge kom sammen på lige fod, så ejendommene var sikret. En alliance mellem to mellemstore gårde kunne udvikle sig til en endnu større ejendom.

Tyende og husmandsfolket måtte ikke komme med. De holdt til gengæld deres egne fester ude i det fri. Eller måske i forsamlingshuset. Her var problemet så, at alle kunne komme med. Det kunne godt give kval og knubbede slag, når klasserne mødtes.

Hertil kom at de omkringliggende landsbyers ungdom også kunne finde på at dukke op. Det kunne give de rene bråvallaslag, når karlene fra Kværkeby eller Jystrup kom for at score piger fra Vigersted. De kunne såmænd også finde på at dukke op til gårdmandsungdommens fester. Bare for at lave larm.

Det skal i retfærdighedens navn siges at det også gik den anden vej. Vigerstederne kunne besøge både Kværkeby og Jystrup med det formål at lave støj.

Samme mønster tegner sig helt frem til 70erne på landet på Sjælland.

På adressen Ejdamsvej 27 boede Elsa Andreasen og hendes mand Ejgil. De havde en storstue, som de gerne lånte ud til dans. Her sad Elsa så og holdt øje med at dansene ikke gik over gevind eller blev for tætte.

Samme Elsa begyndte i 1940erne at undervise i madlavning i forsamlingshuset. Her indkøbte man ved hjælp af sponsorater et antal gasblus, som blev sat op i skænkestuen. Mange nulevende borgere i byen har besøgt Elsas undervisningslokaler.

Læs i øvrigt historien om Rasmus og hans søster – Stærke Kirsten-- under fanen QR-koder --- Kildepladsen.