Fra plov til saks. 1864

 Baggrund:

Da den anden slesvigske krig brød ud i 1863, var det til lyden af især bybefolkningens begejstringsudbrud. De nationalliberale havde vind i sejlene, og de toneangivende politikere forventede, at den danske hær skulle kunne mule både Preussen og Østrig. Deres forventninger var langt over det rimelige. Den danske hær var ikke stor, dens bevæbning håbløst gammeldags, og den politiske ledelse var gammeldags og snæversynet - uden perspektiver.

Næsten som når fodboldlandsholdet i vore dage drager af sted til et internationalt mesterskab.

Det gik da som bekendt heller ikke så godt. Hæren rømmede Dannevirke, hvilket var meget fornuftigt.Den led et sviende nederlag ved Dybbøl, hvor mange danske og tyske soldater blev dræbt, såret eller savnet. Da de overlevende soldater blev sendt hjem, blev de i større byer udsat for hån og chikane, mens de blev mere lempeligt behandlet på landet.

På adressen Snekkerupvej 74 i Vigersted Sogn ligger et hus, der oprindeligt blev bygget i 1700-tallet.En ung bondemand blev i 1863 sendt til fronten - måske meldte han sig frivilligt. Senere kom huset til at hedde "den etbenede skrædders hus." På møddingen er der angiveligt fundet en skræddersaks. Det tyder på at den unge mand har mistet et ben, måske i Slaget ved Dybbøl. Baronen på Svenstrup har så tilbudt ham hjælp til at blive skrædder, samt sørget for, at der blev afgivet ordrer til skrædderen. Faget har han kunnet udøve, selvom han kun havde et ben.

Følgende kunne have udspillet sig i 1864:

Det kunne ikke passe. Det her kunne ikke ske for ham. Jens sad og så på sit tæppe. Han kiggede på det sted, hvor hans højre ben skulle ligge. Tæppet var helt fladt. Der var ikke skyggen af ben. Det var havnet i mudderet ved slagtebænken. Dybbøl. Benet var der ikke, men smerterne var der stadig. Den skærende, ætsende smerte, som fik ham til at besvime, da granaten eksploderede lige ved siden af ham. Granaten havde sparet ham, sagde feltlægen. Han levede stadig. Flere af de andre i hans deling var alle blevet dræbt at den selvsamme granat.  De havde tabt hovederne, sagde den grovkornede feltkirurg.

Tårerne stod Jens i øjnene. Hvad skulle der nu ske? Hvordan skulle han kunne passe ploven? Hvordan skulle han brødføde Kathrine og de små? Hvordan skulle han i det hele taget komme hjem?

Det kom der en løsning på et par dage efter. En kolonne på 5 hestevogne blev afsendt med kurs mod Fyn og Sjælland. Våbenhvilen gjorde, at der skulle være passage for de sårede.

Det var et ynkeligt syn, der kunne iagttages, da vognene kørte. Ingen kroppe var hele. Jens manglede et ben, en anden manglede en arm. En tredje havde mistet et øje. Fælles for dem alle var, at de led smerter. Smertestillende doser blev kun benyttet ved operationer – og kun for at patienten skulle ligge stille. Hver gang vognen bumpede ned i et hul i vejen, kunne man høre de sårede give sig. Undervejs overnattede de på landevejskroer, hvor de kunne få plads i laden eller på høloftet.

I Odense fik de en forskrækkelse. Da de kørte ind i byen, stod mange mennesker opstillede langs vejen. Ikke for at hylde krigerne, som da de drog ud. Næ, nu var det anderledes knubbede ord der lød. Forrædere, slapsvanse, kujoner var blandt de blideste udtryk, der blev slynget mod dem. Uniformerne var oversået med spytklatter, da de nåede frem til gæstgiveriet. Et par sten havde også truffet et par af de sårede i panden. ”Gæstgiveriet havde ikke plads til invalider”, lød beskeden fra kromanden. De måtte videre til en landliggende landevejskro, og det blev sent før de kom til ro den dag. Jens undrede sig. Hvad havde de forventet af ham? At han skulle kæmpe videre på et ben? Han holdt op med at undre sig, da en ældre kvinde skreg efter dem, at ”det var en soldats lod at dø for sit fædreland!” Det var det, de ville. At de alle var døde i kampen. Det ville være at vise heltemod.

 Siden undgik de at skulle overnatte i byer. På Sjælland faldt der mere ro over turen. Dels blev de ikke antastet så voldsomt, dels var de ikke så mange mere. Nogle var faldet fra, enten fordi de var nået hjem eller…

Da de nærmede sig Snekkerup, begyndte Jens at frygte for Kathrines velkomst. Ville hun være lige så fortørnet som de voldsomme fynboer? Eller ville hun blive glad for at se ham? Det skulle snart vise sig.

Han blev læsset af ved vejen ned til Snekkerup og måtte med sin interimistiske krykke under armen og ranslen på ryggen humpe ned til det lille hus. Han stod lidt og samlede mod til sig, inden han gik op mod døren.

I det samme kom der lyd fra stalden. En skramlen. Stalddøren gik op, og der stod hun. Kathrine. Hun stirrede med opspilede øjne, da hun så ham. Så satte hun omhyggeligt malkespanden fra sig og tog de 5 skridt hen imod ham. Hun kiggede på hans ansigt, kiggede ham i øjnene, lagde armene om hans hals og kyssede ham. ”Undskyld, Kathrine”, sagde han. Hun lagde fingeren på hans læbe, som for at tysse på ham. I døren stod de to små med store, skræmte øjne. ”Kom hen og sig goddag til jeres far. Han ligner ikke ham, vi kender, men det er ham”. Børnene nærmede sig forsigtigt. ”Hvorfor har du så meget hår i ansigtet? Og hvad er der sket med dit ben?” Det var som altid Karoline, der førte ordet. Lille Jens gemte sig  bag hende.

”Benet er faldet af, og hårene skal jeg også nok få gjort kål på” sagde Jens. Kathrines modtagelse havde fjernet en sten fra hans hjerte.

Den aften måtte en høne lade livet for en krigsmand fra slagtebænk Dybbøl. Det blev et måltid, der gav ham stor styrke. Kathrine havde mange planer. Naboerne kom forbi for at hilse ham velkommen hjem. De kiggede nysgerrigt på det tomme bukseben. Enkelte kommenterede det og tilbød hjælp med tilsåningen.

Et par dage efter kom der fint besøg. Joachim Bruun de Neergård kom forbi det beskedne hus. Han steg lidt besværet af vognen, hvor kusken holdt hestene i faste tøjler. Han ville ikke indenfor. Måske frygtede han at se for meget elendighed. Kathrine og Jens kom derfor ud til ham. Jens havde ranket ryggen. Nu måtte han se, hvad fremtiden kunne bringe.

 ”Nå, Jens. Det er jo en værre redelighed. Du må nok til at sætte tempoet ned”, buldrede baronen.

”Jeg skal nok få styr på både krykke og træben”, svarede Jens kampberedt. Han skulle nok få gang i hesten og ploven igen.

”Vist så, vist så. Men der kan jo findes beskæftigelse, hvor man ikke behøver benet lige så meget som en plovmand”, sagde baronen.

”Da kan jeg sige baronen, at han ikke kommer til at se mig som lirekassemand”. Jens lød stadig modstandsdygtig.

”Javel. Men nu skal du høre. Skrædderen på Svenstrup er blevet lidt vel gammel.  Men han kan stadig lære fra sig. Hvad siger du til at komme i skrædderlære? Du og konen kan beholde stedet, så længe I kan passe det, og vi skal jo hele tiden have syet til tyendet og bliver du skrap nok, så er der nogle pyntesyge kvindfolk, der hele tiden kræver nyt.”

Både Jens og Kathrine havde åbne ansigter. Underkæben var nær gået samme vej som benet.

”Nu kan du jo tænke over det. Det haster ikke. Skal vi sige, at du giver besked om en uge? ”Baronen klatrede op på vognen igen.

Jens kløede sig lidt i nakken. Hvad tænkte Kathrine mon?

”Fra plov til sværd, fra sværd til saks. Du er en dygtig mand, Jens”

 Det var så det. Beskeden til baronen blev givet. Kathrine og Jens fik nogle gode år. Dog måtte Kathrine nogle nætter holde om sin panikslagne mand, når mareridtet indfandt sig, og gespensterne fra kampene ved Dybbøl forfulgte ham.

Men han lærte at sy.