Peter Hansen - soldat, bondekarl og rebel 1816
Bøndernes respekt for herrefolket kunne ligge på et lille sted i 1816. Folkeviddet fortalte historier om de onde og dumme herremænd. Stavnsbåndet var ophævet ved lov fire årtier tidligere og herremændene og deres fogeder havde endnu ikke vænnet sig til, at bønderne havde fået rettigheder og en øget selvforståelse. Hoveriet, tvangsarbejdet som fæstebønderne selv måtte betale for på godserne, var da heller ikke ophævet.
Det tager tid, når ændringer skal slå igennem.
Englandskrigene var tabte, statsbankerotten havde flået alle, Norge var blevet afleveret til svenskerne. Befolkningen dyrkede en udbredt sort økonomi, der gærede en oprørsk stemning.
Peter Hansen fra Midtsjælland fortjener at benævnes som banebryder. Han tog parti for en anden karl i mødet med jorddrottens repræsentant. Det kostede ham dyrt.
Ikke alle var tilhængere af det hierarki, der var. Præget, som det var, af manglende respekt for andre menneskers liv.
Enevælden var endnu i 32 år styreform i Danmark. Og derefter tog det en del år, før demokratiet får en acceptabel form.
Vi har øvet os her i Danmark i omkring 175 år og er der vel ikke helt endnu.
Også i vor tid finder vi mennesker, der meler deres egen kage på bekostning af de små.
Peter Hansen – soldat, bondekarl og rebel.
Peter Hansen vågnede tidligt. Han havde sovet godt i fodermesterhusets ekstra værelse på Jens Danielsens gård i Nr. Dalby. Dagen før var han kommet hjem fra militærtjenesten efter at have tjent sin tid som soldat. Han havde stolt vist dokumentet frem til Jens Danielsen, da han havde spurgt ham, om han kunne få sin gamle plads tilbage. Jo, det kunne han da godt, især da han havde fået så meget ros i sine grå dimissions papirer.
Da han kom ud på gårdpladsen, mødte han Jens, der fortalte ham, at han i dag skulle på hoveri på Svenstrup. Der skulle høstes hø. Det var den 10. august 1816. Lidet anede han, at han 14 dage senere skulle udsættes for en episode, der med al tydelighed viste ham, at selv gode soldaterpapirer ikke var en garanti for respekt fra de herskende klasser. Til at begynde med var han lidt skuffet over, at han ikke skulle passe hestene hos Jens. Humøret blev lidt bedre, da Jens fortalte ham, at han skulle køre vognen med høet fra marken og ind til hovedgården. Det var betroet arbejde, og han var god til heste.
Johanne Larsdatter fra Vigersted skulle også på hoveri. Hun skulle rive høet sammen. Hun glædede sig. Hendes madmor var en tør vissenpind, der gik højt op i det gudelige. Det var det eneste, hun kunne hævde sin autoritet ved. Som altid fik Johanne at vide, at hun skulle kende sin plads, slå blikket ned, når nogen tiltalte hende og i øvrigt holde sig fra at blive med barn.
Glad begav hun sig af sted. Hun slap for madmor en hel dag, og der var så mange flotte karle. F. eks. Hans fra Snekkerup. Og sikkert mange andre. Det skulle nok blive en sjov dag.
Hans Pedersen fra Snekkerup var ikke lige så glad for at skulle af sted. Han havde leen på nakken og vidste, at han inden han kom hjem i aften, sikkert havde fået flere piskeslag af sin navnebroder ladefogeden Hans Jensen. Af ukendte årsager fik han altid rappere af ham for ingen forseelser. Han arbejdede så hurtigt han kunne, og han var god med leen.
Ladefoged Hans Jensen var som altid et ubehageligt bekendtskab. Han var en lille mandsling med overskæg, som nød sin position og magt. Han var sikker på, at han var uundværlig og at herremanden, baronen på Svenstrup, ville belønne ham fyrsteligt en dag.
På trods af hans undselige fremtoning, havde han et kraftig, dybt stemmeorgan, som han nød at lade drøne ud over hovmarken for at indgive hoveriarbejderne skræk og rædsel.
Han kommanderede tropperne ud på høslættet, og arbejdet gik i gang.5 karle førte leerne på den friske græsmark, der skulle mejes. 5 piger rev sammen på den mark, der var blevet mejet i sidste uge og 3 vogne skulle samle høet op og køre det til stakning i nærheden af hovedgården. Sådan en dag var ladefogeden i sit es. Han følte sig, som han sad der på den skimlede vallak.
Peder fik pladsen mellem de to andre vogne.
Da de nåede til middagsmaden, fik de alle deres pakker med brød, pølse og ost frem og spiste deres mad. Hans fra Snekkerup kom lidt senere til pausen, og han gav sig, da han satte sig ned.
Peter spurgte ham, hvad der var galt? Jo, han havde fået rappere af ladefogeden. Hvorfor? Jo, han var altid efter ham. Hans havde en gang hørt ham sige til en anden ladefoged, at han nød, når han kunne gøre en mand så meget ondt, at han ikke turde komme mere.
”Mig skal han ikke give rappere,” erklærede Peter. ”Jeg har lige været soldat, så han kan bare prøve.”
Johanne havde ondt af Hans, men hun undlod ikke at fortælle, hvad hendes madmor mente om at sætte sig op imod. Man måtte bare tage det, som det kom.
Senere på dagen blev det igen Hans` tur til at få tildelt af pisken. Denne gang med den begrundelse, at det ikke gik hurtigt nok.
Peter sprang af sin vogn og gik med truende skridt hen mod den lille ladefoged. Han greb pisken og vristede den fra ham, mens han spurgte hvilken fornøjelse, han havde af at tæve løs på sine underordnede? Ladefogeden så måbende til, mens Peter sønderbrød pisken og hånligt kastede den fra sig.
Arbejdet gik videre. Hoveriarbejderne med skadefryd, ladefogeden med lidt frygt og en masse hævngerrighed.
Da de tre vogne kørte hø ind sidste gang på den dag, lød pludselig ladefogedens tordenrøst ud over marken. ”Kan han få styr på sit øg!! Den æder jo af høsten foran”. Peder kiggede sig undrende omkring. Han kunne ikke se noget fra de andre vogne. Så gik det op for ham, at det var ham selv, ladefogeden havde råbt af.
Ladefogeden dukkede op ved siden af hans vogn og havde fået fat i sin reservepisk. Han hævede våbnet for at slå ned på hesten, som han påstod, havde ædt af det forankørende læs.
Peter sprang ned og stilede sig imellem. ”Min hest tager ikke imod slag fra en ladefoged.”
”Hvad om Peter Hansen fik sig et par rappere selv? Hvad så”
”Og hvad om ladefogeden selv fik et par rappere tilbage. Hvad så`?”
De stirrede længe på hinanden. Så drejede ladefogeden om på hælen. Kogende af raseri måtte han erkende, at det første slag var tabt.
26. august 1816 var der forhør i Svenstrup Tingstue. Birkedommer Huusheer var kommet forbi på foranledning af baronen Johan Andreas Bruun de Neergaard for at få klarhed over episoden mellem Peter og Ladefogeden.
Skadefro havde Hans Jensen dagen i forvejen overbragt tilsigelsen til Jens Danielsen og Peter Hansen. Jens Danielsen var ikke selv begejstret for ladefogeden, og han havde anbefalet Peter Hansen at få sagen indbragt for forligelseskommisionen i Roskilde, hvis dommen skulle gå ham imod. Denne instans gav småfolk en spinkel mulighed for at få retfærdighed. Problemet med det var, at birkedommeren skulle give sin tilladelse til det, og da han var aflønnet af godset, så kunne det se svært ud.
Birkedommeren, Baronen, forvalteren og ladefogeden havde inden retsmødet haft en samtale og var blevet enige om, at der skulle statueres et eksempel. Vel havde landboreformerne fra 1788 ophævet godsernes ret til at revse fæstere og husmænd med stok og stav, men retten til at revse tyende og fæsternes tyende var lykkeligvis stadig intakt. Men det var som om grådigheden og oprørskheden greb om sig. Den bedste måde at kue Peter Hansen på, var nok at ramme ham på pengepungen. Mangel på penge kunne få selv den mest rebelske til at falde til patten.
Ingen af vidnerne til episoden var indkaldt. Heller ikke Johanne Larsdatter og Hans Petersen. Peter Hansen var overladt til sig selv.
Peter Hansen lyttede til ladefogedens fremlæggelse og berigtigede anklagen og gentog, at han ikke tog hug af ladefogeden.
Det anførtes af forvalteren som skærpende omstændighed, at Peter Hansen havde været soldat og derfor burde have forståelse for, hvad lydighed og disciplin betyder. Peter Hansen kunne vel ikke opføre sig således mod sine officerer, hvis han af disse blev truet med hug.
Hertil lød svaret, at der vel også er nogen forskel på en officer og en ladefoged.
Peter bad om at få Hans Jensen tilspurgt, om det var rigtigt, at ladefogeden skulle have sagt, at han havde stor fornøjelse af, at ingen karl kunne blive på godset? Var det hans agt, at mishandle karlene, så de ikke kunne være der? Det kunne godsejeren vel ikke være tjent med?
Hverken forvalter eller godsejer ønskede dette spørgsmål drøftet, og dommeren forbigik det.
Peter Hansen foreslog nu, at sagen skulle for forligelseskommissionen i Roskilde. Dommeren nægtede, og sagen blev optaget til doms.
”Lydighed er sjælen i den militære etat. Den er det ikke mindre i det civile i særdeleshed, hvor god orden skal håndhæves ved hoverigodserne.”
Dommeren anførte forordningen af 25. marts 1791. Her fastsattes anselige pengebøder, forbedrings- eller tugthus straf mod tjenestetyende, som viser sig opsætsige og dristige ved ord eller gerninger mod jorddrot og ladefoged.
Dommeren fremhævede, hvorledes det særlig indskærpedes soldater at være eksempel for andre tjenestefolk med hensyn til lydighed mod jorddrotten og hans betjente.
”Peder Hansen var soldat i det respektive gardekorps, hvis høje foresatte kender lovens bud, og han er uden tvivl ved sin afsked med militæret blevet indskærpet, at når han kommer hjem til lægdet, er han ikke mere soldat men simpel bondekarl. Derfor er han under hovarbejdet og ellers undergivet de samme civile love og husstraffe som andre bønderkarle. Han må have liden eller ingen følelse af ære eller pligt og slet ikke kende til subordination, hvis han troede ,at et sådan spørgsmål – og hvis jeg nu slog igen – kunne fremsættes til blot den ringeste officer.”
Dommen blev en bøde på 10 rigsdalers sølvværdi.
En rigsdaler = 96 skilling. Daglønnen for en landarbejder har sandsynligvis svaret til 12 skilling. Bøden svarer til lønnen for 80 dages arbejde. At betale til Svenstrups kasse.
Omregnet til nutidspenge tæt på 80.000 kroner.
Selvom Jens Danielsen sikkert har været en god husbond, så har der næppe været luft i økonomien til at hjælpe den gode Peter Hansen.
I 1840 afskaffede baronen hoveriet på godset. Jo, ting tager tid!
Kilder: Fritz Heide: Midtsjælland i de gode gamle dage.
